Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Efter den norske kunstutstilling i Kjøbenhavn høsten 1906 - II. Vor malerkunst siden gjennembruddsaarene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Efter den norske kunstutstilling i Kjøbenhavn høsten 1906.
sin malerskole i Kristiania. Det var andre end vor Hegelske
professor som hadde lyst det grønne, sommerens hovedfarve,
i ban. Og unge malere blev allerede hjemmefra oplært til
at se med mistro paa naturens egen troskyldige larve. Saa
ledes heter det i en lærebog for begyndere av en norsk Diissel
dorfer fra 1874: «Det er almindeligt, at begyndere male for
koldt, idet de ville stemme billedet med de farver, som de
synes at se i naturen» . Dersom vi skiller ut den mørke
stripe, dersom vi ser bort fra denne parentes i den norske
malerkunst, da savner utviklingens hovedlinje paa ingen maate
sin konsekvens, like fra den begyndte som emigrantkunst
med Dahl og Fearnley, til den flyttet hjem med Collett, Krohg,
Thaulow, Werenskiold, og alle de andre. Den norske utvik
ling staar da heller ikke i noget væsentlig motsætningsforhold
til den danske utvikling, fra Eckersberg sluttet sig til det mest
fremtidsstærke i Davids malerkunst, indtil Tuxens og Krøyers
slægtled igjen møttes med normændene i sympati for Frank
riges nyere valørmaleri og fuldt bevidste friluftskunst.
Jeg har søkt at paavise dette forhold i min utsigt over
«det nye Norges malerkunst» saaledes: al norsk malerkunst
i det 19de aarhundrede indtil det nye frembrudd i 90-
aarene ved Gerhard Munthe, som bygger sin kunst paa ganske
andre grundsætninger har ligget i denne ene store linje
som er at føre tilbake til Rousseaus tid og tanker, til hans
revolutionerende grundord. Dahl, Tidemand, Gude, Sundt-
Hansen, Ludvig Munthe, og de yngre slægtled i Karlsruhe,
Munchen, og Berlin vilde alle som en gi et virkelighetsbillede,
et stykke sjælfyldt natur, et stykke talende menneskeliv med
de fuldt utviklede midler av förkortning og perspektiv, som
de nyere tiders malerkunst hersker over: i denne mening
i motsætning til principperne i Munthes arkaiserende kunst
kan det hævdes, at al vor malerkunst efter sin dypere
strømretning var naturalisme. Og dette dypere strømdrag
førte vore unge malere over i det franske friluftsmaleri som
med en naturlovs nødvendighet. Paa fransk grund, i fransk
kunst hadde aarhundredets utvikling naadd sin sidste konse
kvens. Og den konsekvent gjennemførte retning, det avgjorte
standpunkt kaldte paa det uavgjorte og nølende indenfor
den ene og samme utviklingslinje, den jeg her har kaldt na
turalisme i videre mening for at faa efternølerne med:
629
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
