Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Efter den norske kunstutstilling i Kjøbenhavn høsten 1906 - II. Vor malerkunst siden gjennembruddsaarene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jeg faar virkelig noget.
Andreas Aubert.
Ellers staar Sohlberg noksaa ensom nu med sin mere
linjestrenge og kompositionsstærke retning, den som i virkelig
heten indebærer saa mange og saa rike muligheter.
Karven hersker mere eneraadig end nogensinde, oftest,
hos de unge, i beundring for Edvard Munchs kunst, sjeldnere
under indtryk av den franske ny-impressionisme. Om det
saa er Erik Werenskiold synes han nu mere og mere at
angre at han ikke i sin tid i Paris tidlig i 80-aarene
brukte den adgang han hadde til at slutte sig til de ledende
impressionister av den farvedekomponerende retning. Har
han siden en og anden gang i aarenes løp prøvd paa at følge
i deres spor, har han snart holdt inde igjen, av frygt for at
se formen forflygtiges, uten tvil ut fra sin instinktsmæssige
og bevidste trang til likevægt, som gjør Werenskiolds
livsværk til et kjærnedannende mittpunkt i norsk kunst.
Om man la mærke til aarstallene under billederne paa
utstillingen f. eks. under Heyerdahls, Krohgs, tildels Thau
lows, og under Werenskiolds billeder da saa man at Weren
skiolds kunst er like levende og energisk, hvad han hadde
malt i det sidste aar like ungt og nyt av en ren kunstner
samvittighets evige selvfornyelse
Av de unge som flokker sig om Munch, viste utstillingen
bare arbeider av Laureng, kanske for mange, og vist
nok ogsaa for stærkt favoriseret ved ophængningen. Laureng
er i hvert fald en av vore stærkere maleriske evner, som nu
ogsaa mere og mere hævder et personlig syn (endnu over
veiende artistisk) baade som figurmaler og i sin forenklede
landskapsstil: den dype tone fra hans farvemættede grønne
aftenbilleder klinger jævnlig igjen i ens sind, nåar man van
drer i Akersdalen i omegnen av Kristiania. Men det gjælder
ham som saa mange av de yngre: vi venter paa at de skal
sætte høiere maal for sig seiv og sin kunst
Staar jeg f. eks. foran Thorvald Erichsens og Oluf Thornes
billeder (de to betydeligste kolorister inden en anden gruppe
end Munch’s), da fyldes mit øie av farvens velklang. Det er
som buestrøk av vellyd over en tonende sangbund. Og tonen
har sjæl: den strømmer fra rike sind, fra dannede mænd:
Men jeg længes efter noget meget mer. De blir i regelen
staaende ved etuden. Jeg savner temaet, som kan fylde en
636
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
