Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Sandhed og digt om Harald Haarfagre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sandhed og digt om Harald Haarfagre.
Hordaland, Rogaland og Agder. De første vikinger, som i
aar 793 landede ved Englands kyster og opbrændte Lindis
farnc kloster ved kysten af Norhimiberland, kom fra Hor
daland (of Hærepalande). Da Haralds seiervindinger spurg
tes syd i landet, samler horder, ryger, egder og telemarkinger
alle sine kræfter for at byde Harald stangen. De to flaader
mødtes nordenfor Jæderen og lagde til ved Hafrsfjord.
Ingen anden begivenhed i vor historie har sat saa dybe
merker i vort folk som kampen ved Hafrsfjord. Glæden over
Hafrsfjord, over at nordmændene endelig ligesom dansker og
svensker stod samlede til ét folk, stolthed over Harald, den
unge heltekonge, disse følelser er det, som begeistrer Haralds
skålde og giver deres digtning skjønhed og flugt, saa den
hæver sig over den vanlige norrøne kunstdigtning og stundom
næsten faar hvad vi med et fra vor egen tid hentet udtryk
kunde kalde en nationalsångs malmfaste form. Høiest blandt
disse digte staar Torbjørn Hornkloves «Haraldskvæde».
Skalden staar, maa vi tænke os, midt i kongehallen og
fremsiger sit kvæde for de ringprydede hirdmænd. Til disse
er indledningsordene rettet :
Lytter, ringbære, medens jeg tydelig om Harald
den overrige fortæller sverdenes idrætter!
Fra samtale monne jeg melde, som jeg møen hørte
hvid og med tysgult håar holde med ravnen.
Digteren har vel tænkt sig valkyrjen ride gjennem luften,
medens Harald og hans mænd seiler under hende udenfor
en af Vestlandets fjorde. Hun hilser ravnene, som sidder
paa fjeldets top, og spørger: «Hvordan har I det, ravne, hvor
fra er i kommet, med blodigt neb, nu dagen nys er grydd?
Kjød luder fra Eders klør; liglugt fra munden stiger. Nær
har I inat vist været, hvor 1 vidste at lig laa.» Da rysted
sig Edsbror til graafjæret ørn, tørred sig om nebbet, tænkte
paa svar: «Harald har vi fulgt, Halvdans søn, den unge Yng
ling (d. e. mand af Ynglingeætten), siden vi ud af ægget krøb.
Du ved nok om kongen, som paa vidunderlig vis har bør,
nordmændenes drot, som raader over dybe kjøler, røde rande
(o: skjolde), rødfarvede skjolde, tjærede aarer, skumsprøitede
telter? Ude vil jul drikke, om han skal ene raade, den frem
djerve fyrste, og fremme Frøis leg (d. e. kjæmpe paa havet).
649
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
