Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Yngvar Nielsen: Et studenterminde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et studenterrhinde.
leveredes ham af de to tjenere. Først kom en længere palaver
med disse, som maatte have forklaring over, hvorledes bladene
skulde holdes. Talen var en udvikling af nationalitetsbegrebet :
Der havde kun været to sande nationaliteter i verden. Den
ene var romerne; «men de er nu alle døde». Den anden
var englænderne, og at give en fremstilling af nationalitetens
betydning blev derfor det samme som at forklare den engelske
nations storhed.
Saa kom de fleste af talerne fra 13de januar om igjen, i
en noget ændret form, og alle hilsedes med jubel. En ekstra
tale var den, som Ivar Aasen holdt for kvendi. Jeg var
den eneste, som kun var mig seiv. Men jeg havde allerede
den 13de været parodisk taler. Det hørte ved de nordiske
fester altid med, at den gamle hæderlige grundtvigianer, trøn
deren cand. theol. Hans Brun, efter de officielle taler traadte
op og hyldede Island. Men ved denne anledning havde jeg
bagefter givet mig luft ved at holde en tale for Grønland.
Derfor skulde jeg nu være mig seiv. Men jeg havde denne
gang ingen tale.
Vi havde ogsaa sange, og det var disse, som nu især har
kaldt minderne til nyt liv hos mig. Olaf Skavlan havde
leveret en festsang, der uden videre havde faat Henrik Ibsens
navn under. Jeg erindrer af den kun nogle linjer, men disse
var ogsaa drastiske nok:
Den norske nordmand er en plugg,
som eier hjernekiste;
mens tanketung paa odelsfjell
han tærer mindets niste,
som brak i brok hans idræts smell
slaar knust i knas alt unorsk stell.
Digtet gjorde selvfølgelig stor lykke. Men det fik bag
efter en slem konkurrent.
Sigvald Skavlan, den yngre broder, var den anden digter.
Han havde taget Welhaven som sit offer for parodien og
skrevet Nyn ved mindernes høit i d . Efter hvad jeg
mener at kunne erindre, lød disse hans vers saaledes:
I brus af lubernes jubellyst,
til droslens signede munde,
663
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
