Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andr. M. Hansen: Tidens tanker. Lappe-spørgsmaalet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
v. 10. Mången tröttnar medan han söker (landet).
Det heder nu om Finmarken :
Antlr. M. Hansen.
Stedsnavnerie viser videre overalt, at de ikke kan være
laant paa ældre sprogtrin end gammelnors k. Det er bare
et eneste, Magerø, som kan være optaget i gammelnordisk,
men det maatte faa nøiagtig samme form laant fra gammel
norsk, saa det beviser intet. Sproglig kan vi altsaa vise at
lapperne ikke er kommet ind over Norges grænser før ihvert
fald efter 6—Boo-aarene da gammelnorsk blev fæstet
historisk. Vi saa de var kjendt før 1200. Sit eget sprog maa
de have optaget fra karelisk, længe efter at det finske sprog
øgsaa var skilt fra nærmeste i syd, mordvinsk. Og det maa
være, efter at karelerne var trængt saa langt nord efter vas
dragene, at de kunde komme til at krydse et asiatisk ren
nomadefolks vei vestover og have dette længe nok ved siden
til at paaføre det sit sprog. Frem til Finland kom ugro
linnerne ikke før i 400-aarene, henimod 900 herjede kir
jaler i Vesterbotten. Sandsynligheden er derfor tydelig nær
mest for, at de kom vest til Norge ikke saa længe før sidste
grænse, nærmere 1200 end 700. Vi faar da ogsaa en lignende
vandringshurtighed, som vi har kunnet paavise søndenfor.
Hvor stort hold det er i lappernes nu vistnok temmelig
almindelige mening om, at de er urbefolkningen i Norge, frem
gaar ydermere af deres egne egte gamle vandresagn. Det
er optegnet i 1835 af prest Ja c. Fell mann efter en meget
udførlig form, som det blev hørt af en lap juoiget i 1805
ved Laksefjord i Finmarken, og giver en merkværdig lige
frem og sandsynlig framstilling. Det berettes om, hvorledes
lapperne naaede frem til det mørke Sameland (Finmarken,
opfattet og som det heder i den svenske oversættelse -
som «spordt, funnet land») efter møisommelig færd v. 31:
på denne vår villsame väg
måste vi vandra långt bort tilbaka
(nemlig hvis de ikke kan skaffe sig livsophold i Finmarken)
dit hvorifrån vi hafva kommit
ifrån fjärmåre, ifrån närmare.
Stora elfvar voro til hinder,
då vi vandrade till Sameland.
672
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
