Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Ibsen: Abydos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Abydos.
den, der binder landskabet. Et sløvt drømmende fortsat skin
liv synes lønligt at sløre over ham. Derfor tror jeg at kaf
feen, tobaken, opiumet ikke sætter ham i nogen egentlig ab
norm tilstand, men blot stimulerer den, der er ham naturlig.
Hvis nu så forholder sig, da vil man let skønne hvilken
uhyre opgave den styrelse har at lose, som her skal gennem
drive en hel ny civilisation. Hovedsagen er nemlig ikke her
at indføre tidsmæssige forbedringer i noget allerede bestå
ende; hvad det gælder, er ligefrem at individernes
hele åndelige habitus, at nedbryde tusenårige fordomme,
ja, til en viss grad at gøre vold på selve nationaliteten. Sligt
mægter kun en uforfærdet enevældig regering at drive igen
nem. En folkerepræsentation efter europæisk model vilde
naturligvis geråde i et lindt vrøvleri om «menneskerettig
heder»; den vilde, ligervis som" den flod Nilen, sætte opgaven
under oratorisk vand, men neppe efterlade sit befrugtende
dynd på noget andet område end frasens.
Det interessante ved at færdes i disse vild-fremmede
omgivelser, ligger for en stor del i en erkendelse, som man
lidt efter lidt kommer til, den nemlig, at der under al denne
tilsyneladende meningsløshed i skrig, fagter og handlinger
ligger en viss orden til grund; at alt dette dog er yttringer
af et samfundsliv, der også har sin lov og sin regel; og efter
hvert som denne erkendelse vågner, så rykker en menne
skene nærmere; afstanden mellem det fremmede og det hjem
lige bliver mindre og mindre; og overhovedet vil den, der
har rejst meget omkring, visstnok tilsidst have gjort den er
faring at nationerne i sin inderste kærne ikke på langt nær
arter sig så grund-forskelligt, som man på forhand er til—
bøjelig til at tro.
En europæer vækker naturligvis opmærksomhed, nar
han viser sig her; men velanstændighed tillader ikke araberen
at lægge dette for dagen, allermindst på nogen stødende
måde. Han er afmålt og holdningsfuld, på foranledning
venlig, men uden alt kryberi. Påtrængenhed findes visstnok
hos enkelte af de klasser, der kommer mest i berøring med
rejsende, som æseldrivere og andre; men det er et spørgs
mål, hos hvem skylden ligger; og i al fald klæder påtræn
genheden sig her i en så troskyldig form at den snarere væk
ker morskab end förargelse.
111
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
