Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bj. Eide: De socialistiske partier i Frankrige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bj. Eide
grænsen mellem de borgerlige partier og socialisterne. Partiet
vokste sterkt i tilhængerantal og i indflydelse. De satte sit
præg paa det fælles valgprogram, de lagde sin særlige farve
over diskussionen i parlamentet, de bestemte paa mange
maader regjeringens optræden, hvor socialistpartiets og
arbeidernes interesser stod paa spil men de opnaaede dog
i virkeligheden ikke at faa giennemført en eneste af sine
store reformer, de opnaaede blot et slags guvernementalt
anarki, der et øieblik, f. eks. under ministeriet Combes, syn
tes at skulde føre til en opløsningstilstand i hele administra
tionen. Den hierarkiske stige var snud op og ned, saa at
enhver frygtede sin underordnede mer end sin overordnede,
og øverst paa stigen stod de socialistiske, mere end halvveis
anarkistiske syndikater, som havde fortrins-adgang til mini
sterkabinetterne.
Da Clémenceau blev minister, var det, som om landet
pludselig fik et anfald af akut anarkistisk feber. Han erklærte
sig seiv for socialist, og han havde hele sit liv været en
rent instinktiv modstander af enhver guvernemental autoritet og
havde overfor den hævdet individets ukrænkelighed paa
en saa hensynsløs og yderliggaaende maade, at han %næsten
kunde betegnes som en slags parlamentarisk anarkist. Anven
delse af militær, fængslingér, husundersøgelser og politiske
straffesager syntes utænkelige med Clémenceau i regjeringen.
Arbeiderne, eller rettere sagt de professionelle ophidsere og
gagerede streikeledere var overbeviste om, at der aldrig mere
vilde blive anvendt magt i tvistigheder af social natur
d. v. s. fra statens side. Seiv vilde de netop saa meget desto
mere tåge den brutale magt tilhjælp. Og de førte landet op
i en veritabel social krise med voldsomme streiker og vilde
optøier. Del indlededes med den store streik efter grube
ulykken i Courrieres. Clémenceau forsøgte først at være sine
principer og sin fortid tro og istedetfor at sende militær ud
mod de plyndrende og ødelæggende ’arbeiderskarer, reiste han
seiv alene derop. Men han erfarede hurtig som han
senere en gang svarte Jaurés at tingene tager sig ganske
anderledes ud fra regjeringens pladser end fra de deputere
des bænke, og han sendte tropper op, og der blev mande
fald paa begge sider. Og senere er han vedblevet med det,
og han er sogar gaaet endnu længere. De oprørske tenden-
118
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
