Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvig Meyer: Studentersamfundet og landets udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Studentersamfundet og landets udvikling.
kan socialismen ikke blive nogen indre trang. Jeg tror
foredragsholderen tog feil i dette. Disharmonierne i vor nii
værende samfundsorden trænger sig stadig mere ind paa en
hver af os. Se til den høiere skole. Hvor mange elever er der
ikke, som gaar der alene i kraft af forældrenes honnette am
bition? Saa har det været tidligere ogsaa. Ja, men da bar
samfundet dem mere oppe gjennem livet; nu overlades de
senere hen til sin skjæbne. Meget ofte er disse elever de prak
tisk dueligste. Men ogsaa meget ofte bliver de forknytte for
livet ved i aarevis bestandig at ligge efter paa skolen. Samtidig
er der mange af folkeskolens elever, om hvem lærerne ved
meget vel, at de er særlig godt udrustet for en høiere under
visning, men hvis forældres økonomiske forhold ikke tillader
dem at gaa der. Saa har det været gjennem hundreder af
aar. Ja, men det har i tidligere tider været baaret uden
bevidsthed om at der skede dem uret.
Kller lad os tænke os en Manchesterfabrikant 80 aar til
bage i tiden. Hans fabrik knaser uskyldige børn værre end
guden Molok paa en af Karthagos store bodsdage. Og dog sidder
han hver søndag med foldede hænder, ansigt til ansigt med
sin Gud og med den roligste fred i sin samvittighed. Thi
han er trygt overbevist om, at hvad han gjør er nødvendigt
og derfor ret. Lad os saa paa den anden side betragte en
fremgangsrig storindustriel af idag. Han gaar ud om mor
genen seierstolt som en ung gud. Han møder mænd, der
sniger sig ned i faldgruben for at drukne sin sorg. Og han
erindrer i disse skygger kamerater fra igaar, hvem hans
sidste fabrikudvidelse har bragt ud af virksomhed. Han
møder blege, forhungrede arbeidere, som hans nyeste ma
skinerier har gjort overflødige. Han møder deres forsømte
børn, bekymrede hustruer og mødre, og han ser hjem, der
bare fortæller om haabløshed. Og det spørgsmaal trænger sig
ind paa ham: Er dette nødvendigt, er det ret? Og det giver
ham ikke ro. Indtil han kanske inden kvæld er i tvil, om
det dog muligens skulde være mindre ulykkeligt at være mellem
de nedtraadte end mellem dem der træder ned.
Hvad er det de organiserte arbeidere vil? Forbedre sine
livsvilkaar? Ja, ntvilsomt. Det er netop de, der mest træn
ger til at faa det bedre, som bærer denne bevægelse. Og
menneskenes trang til at tbrbedre sine livsvilkaar har bestan-
177
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
