Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Krogvig: Nye bøker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. Krogvig.
veie for at naa dit, hvor der er klarhet over al forstand, om
hans brændende livstørst, som aldrig kan slukkes, og som
blir til higen mot høstens stille, gyldne visnen.
Det er som bekjendelsesskrift «Det aller helligste» har
værd. Som menneskeskildring er boken værdiløs. Den skik
kelse, i hvem hans tanker og drømme skulde faat liv, har
Thomas Krag denne gang ikke evnet at skape. Vi ser aldrig
Harald Ebbes ansigt, vi hører heller ikke hans røst. Hans
utvikling fra en virkelighetssky, fordrømt gut til profet og seer
har forfatteren paa intet punkt gjort os begripelig. Vil man
danne sig en forestilling om, hvad der har foresvævet Thomas
Krag under arbeidet med Harald Ebbes skikkelse, skal man
læse det skjønne digt om Steven Arie, der er puttet ind i
boken paa en rent tilfældig plads. Men selve romanen gir
ingen besked om ham likesaalitt som om nogen anden av
dens mange personer. «Det aller helligste» er kunstnerisk
set en fuldstændig avmægtig bok. Den er pakkende fuld av
det unødigste snak og de likegyldigste optrin. Kim hist og
her brænder et ord frem, lever et billede, og det er, nåar
Thomas Krags egen røst høres. Han kan gi en menneske
skjæbne i en eneste sætning, som nåar det paa denne boks
sidste blad heter om en kvinde, at «hun var blek og hun
lignet den, der forgjæves har gaat lange veie».
«Det aller helligste» er ingen tom bok, det er heller ikke
en falsk bok, men den er et ufuldbaarent værk, som dog trods
alt fortæller mærkelige ting om sit ophav.
Med utrættelig talentløshet har Vilhelm Krag i sin senere
produktion søkt at sikre sig en pläds i det store, bokkjøpende
publikums hjerte, og det er bare besynderlig, at dette saa
længe har kunnet motstaa de likesaa velmente som opriglige
tilnærmelser. Forhaabentlig vil den samling fortællinger, han
under titelen «Vandringsmand» utgav til jul, gjøre en ende
paa denne ufortjente kulde og gi ham en plads blandt hans
udmærkede samtidige Olaf Benneche, Gabriel Scott og Bernt
Lie. Det er saameget mere haab derom nu, som den sidst
nævnte forfatter er begyndt at søke andre veie for sit talent.
Hans nye bok «Mot overmagt» er hverken noget stort eller
mærkelig kunstværk, men den har en uomtvistelig fordel :
den er skrevet av et mandfolk med en ærlig vilje.
208
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
