Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerh. Gran: To stadier i universitetets liv. Lochmann 1874 — Brøgger 1907
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To stadier i universitetets liy.
blev afvist med üblandet afsky fra alle leire. Indehaveren
af rettroenhedens mest renlivede organ («Norsk Kirketidende»),
pastor Bernhoft, betegnede det som unyttigt arbeide «at levere
en norsk oversættelse af de letfærdige bidrag til den nyeste
teologis historie, som i 1856 blev sendt ud i verden af en
vantro tysk professor», og han gaar strengt i rette med over
sætteren, fordi han i sit forord «med største dristighed» gir
«denne ugudelige bog ros for klarhed og sandhedskjærlig
hed». Og den unge grundtvigianer Ole Arvesen anmelder i
«Aftenbladet» (no. 292) bogen i udtryk, som er mindst lige
afvisende. Dette var et af de yderst sjeldne tilfælde, hvor orto
doksien og grundtvigianismen mødtes i enighed. Det hindred
naturligvis ikke, at de ogsaa ved denne anledning tildelte
hverandre alvorlige og velmente knubs, men ligeoverfor det
udenlandske uhyre var de begge fyldte av dé samme unuan
cerede rædselsfornemmelser. Oversætteren kom med nogen
svage oppositionelle kvæk i «Aftenbladet», men han fik ingen
allierede, og kvaltes lydløst av overmagten, og jeg kan ingen
antydning finde til, at Sch\varz7s vægtige arbeide paa nogen
maade blev noget ferment i norsk aandsliv.
Udoversekstiaarene voksed og voksed ortodoksiens vælde,
indtil det kulminerede omkring midten af syttiaarene og
blev et tungt aag over norsk tankebevægelighed. Personlig
kan jeg ikke sige, at jeg har nogen erindring om lidelse
under dette tryk; jeg var dengang 17 aar gl. og var, skam
at sige, optat af mere nærliggende forlystelser end livsgaaders
løsning. Men der var andre, noget ældre samtidige, som
allerede hadde alburum behov og følte sig belemret paa alle
kanter. Hos endel af dem har jeg da i disse dage gaaet og
forhørt mig for paa anden haand at skaffe mig et erindrings
og stemningsbillede der, hvor min hukommelse svigter.
Deres erklæringer gaar med svagere og sterkere farver
alle i samme retning, men blandt de vidnesbyrd, jeg har
samlet, er der især ét, som er fyldigt og interessant, et
brev, som jeg paa henvendelse, for nogen dage siden har
modtat fra Waldemar Dons. W. D. var dengang 1874
en fuldtvoksen mand, 25 aar gl. og udsedvanlig moden ; en
af hans samtidige, - - en meget intelligent mand tog i en
samtale forleden ikke i betænkning at betegne ham som
den mest begavede student, som i de sidste 40 aar har ligget
239
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
