Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerh. Gran: To stadier i universitetets liv. Lochmann 1874 — Brøgger 1907
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerh. Gran.
udviklet sig her hjemme, men fremfor alt var hans opmerk
somhed henvendt paa ét erklæret og virulent tilfælde, hvis
smittebærende og ulykkebringende følger det gjaldt at fore
bygge, og mod hvilket derfor hans forslag om aandelig karan
tæne ganske specielt var rettet.
Den besmittede og farlige patient hed Ernst Sars. Og
ser vi os lidt om, saa viser det sig, hvad vi rus dengang
ikke hadde nogen anelse om, at hele Lochmanns tale
nærmest er at betragte som et indlæg i den haardnakkede
kamp, han i maanedsvis hadde ført mod Sars’s ansættelse
som professor ved det kgl. fredrikske universitet.
Hermed hang det saaledes sammen : For stortinget i
1874 var der indleveret et af 10 repræsentanter undertegnet
forslag om, at der skulde bevilges universitetsstipendiat J. E.
Sars en aarlig gage af 800 spd., foråt han som ekstraordinær
professor i norsk historie kunde blive sat istand til under
gunstigere forhold at fortsætte sin betydningsfulde viden
skabelige virksomhed.
Den udmerkede basis for dette forslag var Sars’s nylig
udkomne epokegjørende arbeide, Iste del af «Udsigt over den
norske historie». Forslaget vakte endel mudder, baade fordi
denne fremgangsmaade stortingets indgriben i univer
sitetets administration dengang var temmelig ny (saavidt
jeg husker hadde man kim ét tilfælde : Sophus Lie), og fordi
der var adskillige rygter i omløb om, at Sars var «fri
tænker».
Før stortingets afgjørelse udløb imidlertid Sars’s univer
sitetsstipendium, og han søgte om förnyelse. Sagen var
ganske kurant og gik enstemmig gjennem det hist. filos,
fakultet, men da den kom til kollegiet, tillod Lochmanns
opskræmte samvittighed ham ikke at tie; og han indskræn
ked sig ikke til (alene) at stemme mod förnyelsen; men han
ledsaged tillige sin stemmegivning med en lang skriftlig
motivering, hvori han paa det sterkeste advarte de ansvars
havende mod at slippe en saadan mand indenfor univer
sitetets hellige mure. Denne skrivelse, som ikke er indført i
kollegiets protokol, men som beror i kirkedepartementets arkiv,
indeholder flere afsnit, som ordret eller næsten ordret gjen
tages i immatrikuleringstalen. Ellers er naturligvis ræsonne
mentet her i det hele rettet paa det foreliggende specielle
244
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
