Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Folkelivsbilleder fra Søndfjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fundet aat: gjort nar af.
Folkelivsbilleder fra Sandfjord.
om det ikke skulde bruges paa de smaa lemmerne med det
tynde skindet, og i øinene fik en sprøite melk, som de gamle
gjorde, det var helsebod for meget ondt, det. Doktorerne
vilde kanske fundet aat 1 det med melken, om de havde faaet
tag i det, saa vellærte og forstandige, de ellers var, synd
andet at sige; men de var nu ikke mere end mennesker, og
neimen om de altid kunde fri ungerne saa ganske for øien
verk, de heller, og en ting var sikker: en saa omtrent ikke
en eneste blind paa de kanter. Naar en saa dertil gjorde
det, en skulde, baade med at lægge salmebog i vuggen og
korse barnet og sige «Jessis namn», hvergang det nøs, saa
fik resten staa til Ham, som over sad. Og Han vaagede.
Det syntes nok, nåar moren maatte gaa fra stakkaren i vug
gen enten til arbeide paa bøen eller i heien for at melke.
Saa satte hun vuggen op mod sengen og stivede den af med
en krak eller bøtte, saa den stod nogenlunde støt, gav ungen
en flis til tidsfordriv og gik for kanske at blive borte i time
vis. Der laa saa det vesle kræet mut alene med sig seiv og
Vorherre og vidste ingenting om alt det underlige, som havde
sig frem, nåar det blev stilt paa tunet. Kristenfolks barn har
altid været en saare kostelig ting at faa ihænde, men magten
og myndigheden til at bytte dem til sig var mesteparten forbi
nu, nåar en bare passede sig, som sagt, og holdt sig til guds
ordet med dem, helt fra den dag, der blev sunget et salme
vers over dem, med det samme de skulde fare gjennem stue
døren til sin første kirkefærd. Indtil da var de jo ikke andet
end hedninger, saa i den tiden kjendte en sig aldrig aldeles
uræd. Og da var det heller ikke levende raad at gaa fra
dem eller have dem ud af stuen, ikke i sterkeste sommer
varmen engang.
Kirken, den var det centrale, skjønt adkomsten til den
var besværlig nok. Der fandtes nemlig ikke veie, som var
fremkommelige uden om sommeren. Eller rettere sagt, der
fandtes siet ikke veie, bare smale stier, og de var ofte van
skelige at gaa, stenede og bratte eller sleipe af søle. Saa blev
det da baaden, en tyede til ; men alle ved, hvor strævsomt
det er altid at maatte bruge sjøveien, og derfor blev det ogsaa
til det, at en levede livet for sig seiv, hver paa sin flek, uden
større samkvem med de andre. Undtagen tredie hver søn-
313
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
