Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elisa Ulvig: Folkelivsbilleder fra Søndfjord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Elisa Ulvig.
svarede: «Hanj verte so, ja.» Saa blev det tyst en lang
stund. Gamle-Jens igjen: «D’æ motevind.» Dyb stilhed.
Endelig fra en af krogene: «Dæ ventelæ, da.»
Med et sang nogle tynde, spinkle toner udover det var
kirkeklokken, som meldte, at nu seg den hvide prestebaaden
frem om Katlenæsset, inderst i fjorden. Der gik som en
bevægelse gjennem alle, kvindfolkene samlede knytter og
unger sammen, kastede et sidste granskende blik paa hverandre
og steg saa ud af døren for at samles paa kirkegaarden. Der
kunde være en egen stille værdighed over kjærringerne, nåar
de saaledes kom skridende i fuldt helgedagsskrud, skautet
med svartehue, ansigtet indrammet af det klædelige lin, og
lange nakkeborder flagrende for hvert vindpust nedover
rukketrøien. Jenterne kom gjerne bagefter i flok og følge,
saa blyge og generte, at det næsten blev noget bortimod for
stenelse over dem. Det var nu ikke spøg heller at skulle
frem for alle de speidende og prøvende blikke, som ventede
dem fra mandfolkeflokken, og som kanske blev afgjørende
for deres senere skjæbne.
Endelig lagde prestebaaden til i støen 1, kirkeklokken
meldte igien, og saa fik en da tænke paa at komme sig ind.
Nu var det karfolkenes tur til at blive begloet, mens de
vandrede over kirkegaarden, de ældste først naturligvis. Saa
kom de da ind kirkegulvet, mændene støt stigende, satte jern
beslaaede hæler og tunge pigstaver fast ned, saa det formelig
sang, konerne efter med hænderne foldede over salmebogen
og de to tørklæder.
Der var Espeset-Kristen, rak og streng med den krogede
næsen og langt hvidt håar udover trøiekraven, Guri, konen
hans, i kjølvandet, ogsaa krognæset og med underlige, dybt
liggende, mørke øine. Lybakmanden, han Endre, der nær
mest kunde lignes med en gammel skald, Mathis’en Giil med
de retskaarne drag og den høviske gang. Faderen hed Gjer
mund og havde en tre—fire sønner. Der sagdes det om dem,
at de var tyngst baade paa haanden og drikken i den bygden,
men og de likeste af Guds skabelse og de sprækeste dansere,
som fandtes. Jenterne dyttede til hverandre, nåar de brødrene
för over kirkegaarden, og kviskrede lønlig: «Dar kjæme
Gjermund-sveinanje.» Og faa var vel de, som stod sig for
1 Støen: stedet, hvor baaden ligger optrukket og fastbundet.
316
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
