Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Waldemar Dons: En moderne tænker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Waldemar Dons.
gaard. Men aanden er en ganske anden. Det er det 19de
aarhundredes egen aand, der her taler til os gjennem pro
feten, det seiv kaarede sig.
Men er han nu ogsaa virkelig saa fri for al doktrinær
ensidighed, som han seiv tror sig at være? Er hans geniblik
saa normativt, som det seiv gjør krav paa? Som vi hørte,
er han en ivrig beundrer af Kant og skyr ikke engang for at
sammenstille ham med Kristus. Kant er ham den største af
alle tænkere, grundlæggeren af den eneste i vore dage mulige
filosofi, dermed ogsaa af fremtidens livs- og verdensanskuelse,
ja af selve dens religion, en paa Kantianismens grundlag
gjenfødt ægte germansk kristendom. Af de mange fra
Kant udgangne retninger er han dernæst mest paavirket af
Schopenhauer, især af dennes «Die Welt als Wille und
Vorstellung» og den deri indeholdte opfatning af kunstens,
fornemmelig musikens væsen og opgaver. Dette nære slegt
skab med Schopenhauer fremgaar ogsaa meget tydelig af den
dybtfølte hyldest, han yder Richard Wagner, hvis menin
ger ofte gjenlyder i Chamberlains ord, men stedse i saa at sige
forklaret skikkelse, d. e. i forædlet og selvstændig bearbeidet
form. Dog maa tilføies, at den schopenhauerske pessimisme
ingen sangbund finder i Chamberlains sjæl. Han er snarere
ren optimist, ja altfor meget optimist, urokkelig i sin tro paa
racens og det racebestemte individs geniale kraft. Paa sit
vaabenskjold læser han: «spes et fides». Stolt løfter han
fædrenes merke og byder i deres valgsprogs navn al verden
trods. I denne aristokratiske, racebevidste individualisme
og hans deraf følgende glødende had til alt, som socialisme
og socialisten heder, er der unegtelig mere end et træk, der
levende minder om Nietzsche; men af dennes syge over
menneskedrømme er der ikke spor. Geniet er ikke noget,
som først skal udvikle sig, væsentlig en opgave for frem
tidens menneske. Nei, det er der allerede og har altid været
der i kraft af sin egen racebestemthed, sit ædle blod.
Til en anden af de fra Kant stammende retninger, den
romantiske, navnlig Fichte Schelling Hegel,
træder Chamberlain i afgjort iiendtligt forhold, idet han
støtter sig til Kants desavouering af de konsekvenser,
Fichte troede at maatte drage af mesterens system. Lige
overfor Hegel gjør han endog bare gjøn, egget dertil af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
