Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Waldemar Dons: En moderne tænker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En moderne tænker.
dennes abstruse udtryksmaade. Han har ingen forstaaelse af,
at Hegel var nødt til at udtrykke sig saaledes for derigjennem
at fremkogle det skin, hvori han daarede baade sig seiv og
sin skole, at tanker kan tænke sig seiv. Derfor er alt hos Hegel
kategorikombinationer. Og dog staar Chamberlain med sin
genikultus ikke romantiken saa fjern endda. Navnlig minder
hans teorier om den geniale intuition slaaende om Schellings
«intellektuale anskuelse». Naar han gjør filosofien til en
slags høiere enhed af kunst og videnskab, erindrer en nordbo
uvilkaarlig Grundtvigs lignende opfatning af historien og
myteforskningen, maaske endog Monrads af filosofien som
inden videnskaben spillende samme rolle som lyriken inden
poesien. Seiv paa det, der sterkt erindrer om den hegelske
dialektik, f. eks. forholdet af det indre til det ydre, mangler
der aldeles ikke eksempler i Chamberlains skrifter, om end
forfatteren seiv vistnok ikke er opmerksom paa ligheden.
Mere maa det dog forbause, at han ganske overser en
tredje fra Kant stammende retning, Herbart, Ben eke,
Lot z e, Fec h n er, Wundt, der i vore dage dog spiller den
allerbetydningsfuldeste rolle. Navnlig skulde man ønsket,
han havde villet konferere med Wundt angaaende den store
betydning han tillægger begreberne race og nationalitet. Thi
hvem har dybere behandlet disse spørgsmaal end Wundt?
Og saa meget lettere skulde dette have faldt ham, som Wundt
jo er afgjort voluntarist ligesom han seiv. Men alligevel
nævner han i sine «Grundlage» Wundt bare en enkelt gang,
nemlig i en anmerkning (side 58) i anledning af et temmelig
irrelevant spørgsmaal, mens de øvrige ovenanførte store
navne förekommer end ikke en eneste gang i hele bogen.
Seiv positivismen, nykantianismens idenødvendige
supplement, faar ikke den ære nærmere at berøres. Vistnok
nævnes Stuart Mill et par gange, men blot i forbigaaende
og ganske tilfældig. Herbert Spencers navn støder vi
maaske lidt oftere paa, men væsentlig kun, foråt forfatteren
kan tåge afstand fra hans evolutionsteori. Kun Spencers
lære om udviklingens rhytmus, at der paa ethvert frem
skridt følger et ligesaa kraftigt tilbageslag, tinder nogenlunde
naade. Thi deraf følger jo, at resultatet igrunden stedse blir
nul (side 715). Chamberlain ei" nemlig ikke evolutionist. De
gamle romantiske evolutionsteorier er ham bare det rene
325
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
