Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Waldemar Dons: En moderne tænker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Waldemar Dons.
«hegelei»; Haeckel opstiller bare «pseudovidenskabelige fan
tasibilleder», og seiv Darwin faar sit pas velbeskrevet. Thi
vor forfatter er, som en anmelder siger, «göttlich grob».
Saaledes er det ikke vanskeligt at opdage mer end nok
af ensidigheder hos hr. Chamberlain. Men man maa erindre,
at han heller ikke ønsker at være fri disse. Han vil ingen
hat til under sig at samle baade kreti og pleti. Han vil
tåge parti, slaa sin modstander ned individualist, som han
er, eller «s übj ekt i vist», som han seiv foretrækker at kaldes.
Ligesom han ikke tror paa menneskehedens almindelige frem
skridt i sin helhed, men alene paa den enkelte nations eller
races særegne begavelse, og ligesom det derfor fremfor alt
gjælder at holde racen ren og nationen üblandet, den fuld
stændigst mulige renkultur af begge, saaledes vil han heller
ingen anskuelsernes syntese, men snarere deres rendyrkning,
at enhver af dem kraftigst muligt maa udvikle sig, liver i sin
art, og den sterkeste gaa af med seiren. Tilværelsen er ham
et uendelig bølgende hav, i sig evig uforanderligt trods toppe
og dale. Udviklingen er kun partiel, nåar en bølge reiser
sig for saa atter i sin tid at forsvinde og give plads for en
anden. Op og ned, det er det hele. Kun i sit eget indre
fmder individet evigheden, ikke en personlig udødelighed
derom er ingen tale men fordybelsen, selvkoncentrationen
i det ideale, værdiernes underfulde verden, specielt det værdi
fuldeste af alt, selvbevidstheden, selvfølelsen som saadan, for
nemmelig genialitetens egen selvapoteose.
Ogsaa det 19de aarhundrede er bare en saadan bølge,
som hæver sig sydende, brusende, gjærende og skummende.
Omkring aar 1200 (renæssancen) begynder den at reise sig,
og dens stigning er langtfra endnu tilende; først om en 5
600 aar vil den kanske kulminere. Egentlig er altsaa det
19de aarhundrede ikke selve bølgen, men bare del af en
saadan, en overgangstid derfor lutter gjæring. Og al denne
gjæring har forfatteren gjort sig til ét med, har inddrukket
dens skummende vin med hele sin sjæls livstørstende begjær
og forklarer os nu, hvad han derigjennem oplevede, idet alle
dens grundforudsætninger steg frem for ham i fantasimættede,
aandsforklarede syner.
Tidens fermenter udgjøres først og fremst af fortidens
arv, dernæst af arvingerne seiv og disses nye indsatser. Arven
326
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
