Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Henrik Wergeland og hans tid: Streiflys gjennem aktstykker - V. Et brev fra Goldschmidt til Hartvig Lassen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
M. Goldschmidt.
25 Samtiden. 1908.
Et brev fra Goldschmidt til Hartvig Lassen.
Familie», da det kom herned trykt i et Blad som et andet
Leilighedsdigt. Og fordi Troen vai" berettiget, kunde det
Smukke skee, at der som jeg straks efter erfarede ingen
Stemningsforskjel var mellem den Sundes Afskedshilsen og
den Døendes Opfattelse deraf, hvilket Sidste her netop er
Pointen. Thi seiv naar man synger om sin forestaaende
Død Nogle behagede at sige: gjøre sig interessant ved sin
Sygdom er det ikke ganske let ligesom at blive tagen paa
Ordet og faae en Hilsen, som, omend med noksaa anerkjen
dende Ord, gjentager og bestyrker Dommen, der er haard
for alt Levende. Derfor har jeg ogsaa bestandig følt, at det
ikke var min Ros, men min Tro paa ham, der saa sterkt
paavirkede Wergeland, og Tønsbergs Sendelse herned med
hans Hilsen, en Lok af hans Håar og de sidste (ulæselige)
Vers, han skrev, er og bliver for mig et af de Livsmomenter,
der ligge udenfor det Sædvanlige. Jeg har 11 Aar efter
meget forsigtig, meget svagt, slaaet paa Stemningen i en Skizze
«To døde Digtere» (Nord og Syd 1856). Artiklen «Henrik
Wergeland», som jeg omtrent samtidig med Brevet skrev i
«Corsaren» kjender De vel.
Sidstnævnte Artikel indeholder vistnok ogsaa den An
erkjendelse, som De søger i Brevet, ja i visse Maader en
eorreetere, skjøndt i noget polemisk Form. Jeg kan nogen
lunde forklare, at jeg i Stemningens Hede skrev til Werge
land, at han «i hvert af sine Verker for mig har fremkaldt
Billedet af en nordisk Granitklippe» o. s. v.; men jeg kan
ikke forsvare det. Jeg tør ikke forlange nogen Forandring;
men jeg henstiller til Dem, om De troer at burde lade de
medens Døden borer sig mod hans Hjerte. Her see vi Syn for Sagen, at der
gives en Udødelighed, at der af Gud er givet Mennesket en guddommelig Sjæl.
Wergeland! lad mig takke Dem for dette, og for alle de skjønne Timer.
De har skjænket mig. Lad mig hilse Dem som den største af Nordens nu
levende Digtere, som den Digter, der i sine Værker har fremkaldt for mig
Billedet af en nordisk Granitklippe, hvoraf udspringe Sydens Palmer og gyldne
Oranger.
O, gid denne Hilsen maa træffe Dem i Live! Naar De er dragen bort,
vil hele Verden sige, hvor stor og herlig De var; jeg vil sige det til Dem seiv;
De skal modtage min ærbødige, ærefrygtsfulde Hylding, medens De end nu er
paa Jorden. Og er end min Stemme kun svag, saa er den dog en menneskelig
Stemme; eiede De end kun min Sjæl, saa eiede De dog en menneskelig Sjæl,
som er det Høieste, et Menneske kan erobre.
365
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
