Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Bondepolitikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bondepolitikken.
forhandlingerne, og samtidig om at der tidlig .gjorde sig
gjældende en stærk spænding mellem dem og embeds-repræ
sentanterne. Det kom frem allerede i 1815 ved fuldmagternes
prøvelse, da to embedsmænd i bestemt strid med grundloven
blev godtat som tingmænd, mens to bønder uten lovlig grund
blev avvist. Den ene av disse bønder var Nils Bru fra Ry
fylke, en fremstaaende haugianer, som allerede den gang paa
sin kant av landet hadde begyndt en agitasjon mot embeds
magten. Den andre var den bekjendte hedemarksbonde
Halvor Hoel, den samme som i 1818 ledet de østlandske
bondeopløp mot stortinget.
Disse bondeopløp er i virkeligheten et led i den be
vægelse som jeg her behandler. Man har tidligere særlig
fæstet sig ved spørsmaalet om hvorvidt kong Karl Johan
hadde sin finger med i uroligheterne. Men det er ikke dette
som er det væsentlige i saken. Det som gir den Halvor
HoeFske reisning interesse, det er dens forhold til vor indre
utvikling. Karl Johan kunde ingen reisning ha bragt istand,
hvis der ikke hadde været stærke gjærings-emner blandt
bønderne seiv. De østlandske bondeopløp i 1818 var i sin
grund en fortsættelse av det 17de og 18de aarh.’s kampe
mot embedsmagten, denne gang rettet mot stortinget som
embedsmagtens nye repræsentant. De er at stille i klasse
med opløpene paa Søndmøre i 1816, som var rettet imot stor
tingets skattepaalæg, og vi hører endnu fra 30-aarene, at
mange heller vilde ha stortinget bort end bære de nye skatter
(H. Wergelands Saml. Skrifter VII, s. 512). Netop derfor
kunde Halvor Hoel senere finde forsvarere i selve «Stats
borgeren» (h. 13, s. 43—47 og h. 20, s. 44—45), organet for
den stærkest mulige stortingsmagt. Kampens maal var det
samme; forskjellen var, at bønderne endda i 1818 ikke hadde
opdaget, at de i stortinget netop hadde et middel til at knække
embedsmagten.
Ved avslutningen av det overordentlige storting i 1822
forefaldt der en eiendommelig scene. Der blev valgt en de
putasjon til kronprinsens bryllup, og bønderne fik næsten
ingen av sine mænd med. Da brøt forbitrelsen over denne
tilsidesættelse ut i det som en av bondetingmændene kalder
«lydelige Chikaner». Den samme tingmand, Arne Lekve fra
Hardanger, siger, at han seiv var saa vred, at han næsten
441
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
