Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Bondepolitikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Se min fremstilling i aarboken Symra (Decorah) 1907, s. 59—70.
Bondepolitikken:
politik. Men ikke et eneste initiativ utgik fra dem. I stat
holdersaken vaklet Ueland frem og tilbake ; og hans fuld
stændige sviktning til slut, da han gik med paa samrørings
forslagene av 1865, lar sig hverken forklare av aandelig
svækkelse eller av en smigret forfængelighet, men bunder i
den mangel paa nasjonalbevissthet som tilhørte hele den
gamle bondepolitik.
Bondepolitikken var i det hele ikke prinsip-politik. Dette
kom klart frem ogsaa paa et andet omraade, i de aande
lige frihetsspørsmaal. Det er sandt, ophævelsen av konven
tikelplakaten som efter to sanksjonsnægtelser blev kjæmpet
frem i 1842, var en vinding for friheten. Men det hører
allikevel ingensteds hjemme, i denne forbindelse at tale om
«det klarere Syn blandt den norske Almenhed for Religions
frihedens store Sag, der var en Følge af Hauges og hans
Venners Lidelse og Arbeide» (A. Chr. Bang: Hans Nielsen
Hauge og hans Samtid, s. 548). Det var ikke religionsfrihet
de haugianske bønder vilde. Det første de brukte den ny
vundne kirkelige församlingsfrihet til, det var til en bitter,
fordømmelsessyk kamp imot den friere religiøsitet som Wexels
repræsenterte 1. Ueland og hans tilhængere i stortinget kjæmpet
imot dissenterloven av 1845 med dens grundsætning om fri
religionsøvelse ; de motsatte sig i det længste at gi jøderne
adgang til riket, og de vilde ikke være med paa at aapne
statens embeder for dissentere. Ueland vedkjendte sig like
ut en viss «Intolerance». Nei, aandsfrihet hørte ikke med
blandt bondepolitikkens opgaver. Ogsaa i de religiøse ting
var det folkets selvstyre det galdt om, intet andet. Atter
her var det bonden som reiste sig imot embedsvældet.
Men der var i bondepolitikken meget som maatte bære
frem imot en renere prinsipkamp. Bare av de faa eksem
pler jeg har nævnt paa de enkelte sakers skjæbne, er det
paafaldende hvor ofte regjeringen satte det kongelige veto
imot bøndernes krav. Og i virkeligheten var sanksjons
nægtelse i hine aar saa at sige det regelmæssige svar paa de
politiske reformbeslntninger. Regjeringen var dengang ikke
bygget paa stortinget. Den var embedsværkets toppunkt og
hovedfæstning. Og bondepartiet maatte med konsekvensens
449
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
