Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrethe Wullum: Folkehøiskolen - II. En norsk høiskole — Wergeland?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkehøiskolen.
udmerkede med vold og magt og hans aand, hvis væsen
er udviklingstro og tro paa menneskenes personlige vekst.
Det kan blive vanskeligt nok at følge ham paa hans friheds
vei, men at han ikke er hos os ja det gjør da intet!
Hvor utroligt levende han har været den hele tid, saa der
altid har været nok af enkelte til at vogte hans ild, har 1881
og nu 17de juni da vist, men først nåar den store arbeider
til hverdags har faaet tag i gutter og jenter, er han kommet
til sit rette arbeide.
Det er ikke min mening at prøve nogen mandjevning
mellem Grundtvig og Wergeland. Dertil harjeg ingen ret; liden
mening er der ogsaa i at anstille en sammenligning mellem
lerkens sang, som fylder himmelrnmmet, og den tunge sang
i bølgernes dragsug, men siden jeg kjender en del til skolen
i Danmark, giver det sig næsten at* sig seiv at sammenligne,
hvad en skole for folket vil have i Wergelands liv og i hans
livsbetragtning. Og da springer det i øinene, at alt hvad der
er naaet for landet ved den danske skole gjennem forunderlige
omveie ud i taagede regioner ved en indsats af voldsomme
kræfter, der samtidig har skabt baade hindringer og betin
gelser, det giver Wergeland ligetil som livets egen mening.
Grundtvig og hans skole staar som under et stort modsigel
sens tegn. Modsigelse mellem hans egen tunge personlighed,
og de evigglade skoler modsigelse mellem kristendommens
alene fornødne og livets mangfoldigt fornødne, der jo er
historien modsigelsen mellem kristendommens absolute
sandhed og udviklingens evige forandring —-modsigelsen mel
lem den lære, der skulde omfatte alle mennesker uden at spørge
efter folk eller lande, og hans dogme om Danmarks fortrins
ret modsigelsen mellem kristendommens alkjærlighed og
hint forfærdelige dogme om de til fortabelsen udvalgte,
alle disse modsigelser, som han for sine tilhængere holdt sam
men ved sin voldsomme personligheds magtsprog som
han seiv tumlede med, medens han saa omtrent paabød
glæde over, at det stridende var forsonet som et troens kri
terium. Alt det er for Wergeland ligetil, fordi hans religion
var verdensoinfattende filosofi og hans filosofi en alkjær
ligheds religion.
495
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
