Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl W. Schnitler: Niti aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl W. Schnitler.
dens materielle præg af juste-milieu, som virker tilbage paa
kunst og digtning. Vor «borgerkonge» er Oscar I.
Tidemand er søn af en toldinspektør, Gude af en pro
kurator, Cappelen af en godseier, Askevold, brødrene
Bergslien og de fleste af billedhuggerne er bondesønner,
Middelthun haandverkersøn. Men alle er de gode sam
fundsmennesker. Elskværdige, velopdragne Biedermayere.
Og de ledende kunstnere og forfattere staar alle i nært for
hold til Welhavens, Schweigaards, Fr. Stängs, P. A. Munchs
kreds af stats-, finans- og videnskabsmænd. Der fandtes
endnu ingen udviklet kunstnerisk standsfølelse, som stillede
sig separatistisk overfor det borgerlige samfund. Forholdet
mellem kunstnere og publikum var da ogsaa det allerbedste.
I smaaborgerlig naivitet jublede man i fælles begeistring over
det nationale og forvekslede ikke sjelden denne værdi med
den kunstneriske.
Slig fremkom denne tyskfarvede, spidsborgerlige smag
med sit Dusseldorferi og sit pertentlige lægmandsskjøn. Dens
centrum var Kunstforeningen, som fra 1880 udgjorde gjen
standen for de unges had og kamp, indtil borgerligheden i
kunsten falder med föreningens snarlige splittelse. I den
kunst, som rykker frem paa statens første udstillinger for
25 aar siden, realiseres første gang herhjemme principet
Vart pour Vart helt ud. Uanseet emnernes nationale eller
underholdende værd bedømmes kunsten nu rent æstetisk,
rent saglig. Det havde taget et par slegtled, før man kom
til den som det nu synes eneste mulige erkjendelse.
At vi nu er naaet saa vidt, skyldes vel i første række disse
udstillinger, hvor den moderne kunstopfattelse har faaetbredest
greb paa publikum. Her først fik kunsten et nogenlunde be
fæstet tilholdssted, uafhængigt af borgernes private pengepung.
Mens kunsten fra at være underholdende, patriotisk og
borgerlig blir alvorlig granskende og stiller tekniske og men
neskelige problemer under debat, gaar samtidig kunstnernes
forhold til publikum over fra et idyllisk til et fiendligt.
Man skyr enhver indrømmelse til vedtægt og publikum
ogsaa i livet. Thi der sker ogsaa et socialt gjennembrud.
Som kunsten blir helt ud kunst, blir kunstnerne
nu først helt ud kunst nere og intet and et.
I modsætning til sine forgjængere skiller de sig ud som
516
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
