Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andr. M. Hansen: Tidens tanker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tidens tanker.
svenske docent, som er ansat.» Forholdene var blit saa
fortvilet, at «seiv den i systemet hvilende professor Monrad af
tidernes pinagtighed var drevet til at erkjende trangen til en
anti-hegelsk lærer». Det er over 20 aar siden jeg skrev
dette. Eftervirkningerne har varet længere, end jeg den gang
tænkte mig mulig vi var jo sterkt troende den gang.
Endnu ved vi ikke, om han er kommet den mand, som eier
tilstrækkelig personlig magt til at knytte sit navn til en virke
lig bevægelse i den filosofiske tænkning. Hegelianismen
døde selvdød, endnu medens Monrad levede, skolens evne til
at afgrænse sig mod udviklingen virkede lang tid efter.
Endnu for 25 aar siden herskede den saa übetinget, i saa
nøie tilknytning til den herskende smagsretning i kunst og
literatur, at Monrads navn med rette blev kaldt i minde ved
jubilæumserindringerne fra gjennembruddet i 80-aarene.
I fast forbund med den Monradske form for hegelianismen,
som herskede ved vort universitet til et par menneskealdre
efter Hegels død, stod tidens teologiske fakultet. Det ledende
høikirkelige organ, «Luthersk ugeskrift» var stadig paa vagt
mod alt faretruende nyt. Allerede dengang viste der sig dog
enkelte tegn til, at den pavemæssig ufeilbare Johnson-Lutherske
teologi var truet ved selve fakultetet. Fr. Petersen «havde
allerede fra teologisk hold ført den naturlige slutning, at
videnskabelige meninger skal bedømmes fra videnskabeligt
synspunkt og ikkegjennem forhaands teologiske fordømmelser,
og at teologien faar finde sig i at tilegne sig videnskabens
resultater.» Nu, fjerdingaarhundredet efter, har den saakaldte
protestantiske teologi, som har opgivet protestantismens princip
og holder paa de uforanderlig fortolkede dogmer tiltrods for
alle videnskabens resultater, veget marken ved vort uni
versitet.
Er nu dermed den frie forskning endelig og fuldstændig
sikret ved den norske videnskabs hovedsæde? «Samtidens»
redaktør, min gamle ven og meningsfælle helt fra 70—80-
aarenes kamptid, Gerhard Gran, har nylig her i tidsskriftet
(s. 231 —253) skildret «To stadier i universitetets liv. Loch
mann 1874 Brøgger 1907». Han vil her have fastslaaet,
at vi er kommet saa langt, at forholdet er blit det nor
male, at de, som ikke kan leve i den moderne videnskabs
luft, forlader universitetet og danner menighedsfakultet,
533
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
