Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: Ibsens gjennembrud. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
slegtens søn tildøde
dømmes maa for slegtens brøde
H. Eitrem.
«Isaachs rædsel» forlangte det af Abraham (1 Mos. 31, 53); i
isørkenen fristes han af en som falder ned og tilbeder; hans
sidste kamp og seier den over ham seiv er helt igjen
nem præget af Kristi lidelseshistorie, og de ord han tinder i
sin sidste stund, minder om «menneskens søn»:
Forøvrig er der overalt i teksten indvævet en utallighed
af bibelske reminiscenser, især fra det gamle testamente.
Ikke saa at forståa at han bare har nydt bibelen æste
tisk. «En kjøbenhavnsk æstetiker», fortæller han Bjørnson,
«sagde engang da jeg var dernede: «Kristus er dog det inter
essanteste fenomen i verdenshistorien» —• æstetikeren nød
ham som fraadseren nyder synet af en østers. Sligt et
bruskdyr . . . .»
Nei æstetisk fraadser havde aldrig Ibsen været, og mindst
var han det i dette sit livs største øieblik. Men netop paa
dette punkt havde han i «Brand»-aaret gjennemgaat en sterk
udvikling som det her vil være stedet til at dvæle ved.
Forholdet mellem liv og kunst var et problem som alle
rede havde beskjæftiget Ibsen paa hans første udenlandsreise,
i 1852, i de lykkelige maaneder han tilbragte i Dresden, hvor
fra han medbragte nogle af sit livs lyseste og venligste
erindringer. Herfrå skriver sig den bekjendte digtcyklus
«Fra Billedgalleriet» (X 533). Til denne cyklus maa vi søge
hen for at faa rede paa udviklingen af Ibsens kunstsyn, saa
meget mere som han i «Brand»-aaret har omarbeidet et par
af sonetterne 1. Disse sonetter viser tydelig at den 24-aarige
digter vakler i sin kunstopfatning mellem Vart og la vie, og
redder sig ud av situationen ved ironiens hjælp.
Da Ibsen drog hjemmefra med sine uklare idéer om et
romersk skuespil, da var han endnu væsentlig artisten,
hans digtning væsentlig «kunst», mindre «liv». Han saa da
endnu gjennem den huie haand, «til vinding for perspek
tivet». Men hans kunstsyn udvikled sig sterkt i det følgende
aar. Artistens yrke sætter han lavere og lavere.
1 II blev til «Kløfteri», og et motiv i 111 til «En svane»; desuden
minder ørnen og gaasen i «Brand» s. 203, s. 25—28 om ørnen og gaasen
i XIX.
578
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
