Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: Ibsens gjennembrud. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens gjennembrnd.
Problemet synes at ha været ivrig diskuteret af Ibsen
og hans omgivelser den første vinter han tilbragte i Bom
(se Dietrichson «S. T.», s. 338 fig), og i den episke «Brand»
spiller det en langt større rolle end i dramaet. Den blege
unge prest fører lige fra begyndeisen af samtalen ind paa
dette emne, og en meget væsentlig del af den skjæbnesvangre
samtale oppe paa fjeldet dreier sig netop om det. I v. 858
9 havde Ibsen først skrevet om slegten:
«som dyrked Skjønhed i den enkle Mine,
mens Skjønhed er i Intet eller Alt!»
Men han rettet siden Skjønhed til Sandhed. Kunst
neren - Ejnar forfegter sit standpunkt med megen
varme og megen poesi. Hans tone er ikke den underlegne,
vigende som præger alt det Ejnar siger i dramaet, hvor for
resten hele dette spørgsmaal om kunstens væsen, «hvad
kunsten skal og kan» (v. 789), er blit borte; Ibsen er aaben
bart vokset fra det. Han har arbeidet sig bort fra Vart pour
I’artsynet, «sang for sangens skyld», som det heder i episk
Brand v. 801. «Æstetik i denne forstand», heder det 12te
september 1865, «förekommer mig at være en ligesaa stor
forbandelse for poesien, som teologien er det for religionen.)
Og Ibsen har ikke vendt tilbage til dette problem igjen.
Bigtignok tabte kampen for idealerne, som havde inspireret
ham i hans bedste aar, interessen for ham paa hans gamle
dage. Han nærmed sig da sit første standpunkt: det gjaldt
at skildre mennesker og intet andet. Indtil endelig
kunstneren i ham holdt det merkelige opgjør med men
nesket i ham i «Når vi døde vågner». Her forkaster han
rart poLir l’art ogsaa. Han blir med et suk staaende ved
la vie pour la vie.
Den 37-aarige Ibsen stod, som sagt, paa et helt andet
standpunkt. «Er det ikke en übeskrivelig lykkegave at kunne
skrive», siger han til Bjørnson, mens han holdt paa med
julaftenscenen i «Brand». «Men et stort ansvar er med;
og jeg har nu alvor nok til at føle det og være mig
seiv en haard mand .... Jeg ser ind i mig seiv og
vort liv hjemme, og jeg tænker over ting, som før havde
strøget mig løselig forbi, og som jeg ialfald ikke havde havt
noget alvor for.»
579
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
