Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: Ibsens gjennembrud. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vi [digterne] har festklædt alle Mindehallens Sider;
Ibsens gjennembrud.
Om Fortids Dag vi sang i Nuets Natt;
men et, det store, glemte vi at drøfte:
kan den med Rette tåge Arvens Skatt,
som fattes Haanden, der skal Arven løfte.
Om «mindehallen» (v. 36) havde forøvrigt Ibsen, i de
aar han fungerede som leverandør af festpoesi hjemme, seiv
sunget ærlig og troende (se IV 274 og passin). Dog byder
retfærdighed at tilføie, at han altid føied et alvorlig manende
ord til; efter evne stræved han ogsaa dengang efter at være
sand, at være sig seiv.
Ligesaa tydelig er allusionen til Welhaven etsteds i «Peer
Gynt». Peer og Den Grønklædte (huldren var grønt an
trukken hos Welhaven og hans efterfølgere) rider ind i berget
paa en kjæmpestor gris, som kommer løbende med en taug
stump til grime og en gam mel sæk til sadel; «Rap dig, rap
dig, min gånger god», raaber Peer. I «Eivind Bolt» (Welh.
Saml. skr. IV 197) rider huldren ind i berget paa en snehvid
ren med broget krans om hornets gren, mens Eivind følger
hende paa en sølverskoet, kulsort hest. Parodi er ogsaa den
første anvisning til denne scene: «En lid, med store, susende
løvtrær. Stjerner blinker gjennem løvet; fugle synger i træ
toppen (!) En grønklædt kvinde gaar i liden. Peer Gynt
følger efter under alskens forelskede fagter.» Og Eivind Bolt
ser, ligesom Peer Gynt, folket drage forbi sig paa en pinsefest.
Da maa han undergaa sin ildprøve som Peer Gynt.
Et welhavensk udtryk brugt ironisk har vi atter fra 1869
i «De unges forbund», en vending som Ibsen laante fra en
skandinavisk sang af Welhaven ved studentermødet i 1852
(Welh. Saml. skr. V 297).
Hvad der her er sagt om Ibsens forhold til Welhaven er
typisk for hele hans stilling til romantikens indhold og dens
syn paa folkeliv og folketradition.
Folkelivet ser Ibsen ganske anderledes paa nu end
før. Ogsaa han havde under sit hjemmeliv været med paa
at skildre folkelivet paa vers, som i En lørdagsaften i Hard
anger (1851), og paa prosa, som i tekster til vore maleres
619
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
