Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: Ibsens gjennembrud. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens gjennembrud.
med kjærlighed i Danmark,» sagde Ibsen ved hans grav
i Brand-aaret 12. juni 1865, X 504. Og Ivar Aasen paa
viste til sine landsmænds store henrykkelse at de norske
bygdemaal nedstammed direkte fra den norrøne tunge, og at
vi altsaa ogsaa sproglig kunde hævde en individualitet ved
siden af svensker og dansker.
Endelig kunde Asbjørnsen, Moe, Landstad konstatere at det
siet ikke var, som den foregaaende generation havde trodd,
at vi var blottet for folketradition af poetisk, historisk eller
kunstnerisk værd.
For den unge Henrik Ibsen blev alle disse resultater,
som han tilegned sig paa sin sedvanlige dybe og alvorlige
maade, af største betydning. Han redded sig foreløbig fra
nationalt désillusionnement ved at slutte sig med tro og
begeistring til denne videnskabelige renæssance. Han næred
en varm beundring for Munch, hvis syn paa «sammenhængen
mellem slegterne» han tilegned sig. Oftere udtaler han sin
ærbøjdighed for Ivar Aasen (f. eks. X 496: «vor store autoritet»).
Han har flittig benyttet denne forskers verker, hvad hans
ordforraad og retskrivning med sin arkaiserende tendens
tydelig viser, og ordbogen har han stadig gjort brug af under
sit første ophold i Italien. Og hvad Landstad, Moe og As
bjørnsen angaar, saa er deres betydning for Ibsen oftere paavist,
og digterens produktion bærer overflødig vidnesbyrd derom.
Ibsen forholdt sig dog ikke bare receptiv. Han gjorde
ogsaa forsøg besked ne forsøg paa at yde viden
skabeligt arbeide. Vi har en afhandling af ham fra slut
ningen af hans læretid i Bergen (beg. af 1857, efter fuld
endelsen af Olaf Liljekrans) om «Kjæmpevisen og dens be
tydning for kunstpoesien». Han hævder her paa svigtende
præmisser forøvrigt at de norske folkeviser har beholdt
et antikt præg, medens f. eks. de danske og svenske viser
lider under en mangesidig udviskning at det oprindelig karak
teristiske i sprog og tone, og derved synes at tilhøre en for
holdsvis langt nyere tid (X 363). Siden deltog han aktivt i
indsamlingen af sagn (4 af hans sägn optegnet efter bønders
fortælling har vi i X 474—480). Han företog stadig reiser i
bygderne han har færdedes langt mere omkring i sit
fædreland end man hidtil har tænkt sig. Det forbauser os
saaledes at finde ham sommeren 1857 kjørende opover Val-
623
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
