Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: Ibsens gjennembrud. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsens gjennembrud.
udtrykke ved at «de kryber under gemselshatten» (B. 244, 16).
Den samme interessante hat kommer igjen i «Peer Gynt»
(304, 5—6):
Brudgommen: Saa har du vel ogsaa usynlighedskuften?
Peer Gynt: Hatten, mener du? Ja, den har jeg, og
i doktor Ranks triste spøg om næste maskerade (VI, 315):
«Der findes en sort hat —; har du ikke hørt tale om usynlig
hedshatten? Den faar en over sig, og saa er der ingen, som
ser en.» Den eiendommelige form af en vestlandsk V-dal,
som ved moræner er afdelt i afsatser, skildrer han som en
tre-trins trappe laget for et troll som skulde over fjeldene,
ikke skræved vidt nok, og blev staaende paa hundre
favne vand det rak tilknæs (Ep. B. 997 ff.).
Dette sted har forøvrigt en speciel interesse derved at
det for en gangs skyld sættter os istand til at paavise hans
kilde med sikkerhed. I kladden skriver han en jutul
(rettet til troll) som kom gaaende nedover tjeldet langs med
Tota k vand. Sagnet var dengang da Ibsen beskjæftiged
sig med disse ting, optegnet paa 3 steder. I 111. Tid.s Nyt
aarsgave for 1862 (hvor ogsaa «Terje Vigen» første gang blev
trykt) s. 31 fortælles sagnet saa af Vinje: «Um Storleiken af
Jøtnarne (Rysarne) sjølve vita me berre somykit, at ein
sagde um Bandaksvatnet, daa han vod yver det og det rokk
honom til Knes: «So djup ein Pytt hever eg aldri funnit».
Botnen er mangestader ikki naadd med h undrad Favnar.
Mindre var kanskje Rysen, som paa si friarferd til Brunelid
vardt sett yvir T o tak ein Joleftan ...» Ibsen har blandet
sammen Bandak og Totak, som begge nævnes her for
øvrigt har han husket detaljerne rigtig. Desuden havde
Vinje fortalt det samme sagn et par aar tidligere for sine
læsere i «Drammens Tidende» i 1853, no. 296 («Fra Tele
marken»). Og endelig kan Ibsen ha læst det hos Hammerich
(Brage og Idun 1840), som dog henlægger det til Tinnsjø.
Foruden folkloristiske brokker flyder ofte sagaremini
scenser ind i Ibsens poetiske diktion, hvoraf mange er os
nsmagelige eller ialfald förekommer os søgfe. Men for Ibsen
og dåtidens læsere tør de ha tat sig anderledes ud. Til nød
627
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
