Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edle Hartmann Schjødt: Kristianiakauserier. II. Den hublige cirkus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edle Hartmann Schjødt.
en anden en, som åtte fruen var mere fornøid med. For
det er den manér, hvorpaa uopdragne tjenestepiger altid taler.
Og Lava satte braknæsen i sky og blåaste paa egte jente
manér. Puss! Lava har et uædelt fysiognomi og et simpelt
væsen. Og hvad maatte mama? Først kunde hun ikke
begribe, hvordan hun kunde ha den frækhed at svare sin
frue saan. Men derefter trikket mama til byen og kjøbte
et pent blussetøi til Lava for at faa hende blid igjen. Ja
nei. Tiderne.
Kristiania er ikke en by med amerikansk tempo. Der
er «tralt» i Kristiania. Folk liker sig der, mennesker
aldrig. Vildsomme og ensomme vanker de. Rare skruer
blir de. Han sku til Dedichen, siger menneskene med de
runde øine. Hu er gæern, siger de. Kan De staa paa étben
og si Popokatepetl og Liliukualani ti gange itræk? spør de
sagkyndige. Hvad? Han snublet paa den syvende Popo
katepetl, Dedichen.
Naa, min pen, hvor løber du hen? Jeg vilde jo bare i
al tarvelighed si det, at Kristiania er ikke en by, som er
tidlig paafærde om morgenen. Jo trikkene hutetu!
Det er svart nat endnu, nåar de tomme vogne begynder at
rumle som sultne maver gjennem gaderne. Og saa ængste
lige er konduktørerne for, at alle vi, som sover i vore senge,
ikke skal høre dem, at de kimer og kimer. Og vi vaagner
til graalysningens gru for den kommende dag. Kun Lava
vaagner ikke. Kristianialavaerne har nemlig saa vondt for
at komme op om morran åtte. Dem er jussom saa taange
i kroppen åtte. Først ved syvtiden, lidt over syv, meget over
syv, nærmere halvotte begynder Lava at tænke paa opstan
delsen, uagtet ordren lyder paa halvsyv. Da begynder koks
rammelen hos en seiv og ovenpaa og nedenunder. Se slig
skal der ruskes i os paa dommedag, tror De ikke?
nåar aske og slagg skal tommes ud af vore sorte sjæle. Og
vi ruller os godt ind i vore bløde tæpper og ønsker, at vi
aldrig havde set dagens lys og aldrig mere skulde se det.
Og Lava render i ring om sin egen hale af bare forstyrrethed
og sætter sine kontante hæler haardt i gulvet; og «de i an
tasje» sender op et grovt brev paa fire sider, hvor de «haaber,
at sligt ikke vil gjentage sig». Og det slamper og slarver i
646
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
