Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. Krogvig: Driftekaren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. Krogvig.
A. Krogvig: Driftekaren.
sesbillede til skræk og advarsel. Han følger Peer fra vuggen
til graven, hjemme og ute. Hans billede har en pædagogisk
tydelighet og nøiagtighet, som svækker den kunstneriske hel
hetsvirkning. Vraal er set i sit livs stærkest bevægede
stund, i det øieblik, han staar oppe paa vandskjellet. For
sidste gang hører han sin ungdom, dens længsler og drømme
kalde paa sig, han vil følge, men han evner ikke, og da han
vender sig for at gaa videre, ligger alderdommens gråa, øds
lige vidde foran ham. Ikke mindre stærkt virker skue
spillets enkelte scener. Ingen kan som Kinck fylde et rum,
lade det med spænding, tvinge hvert liv derinde sammen i
en eneste dirrende angst. Slutningen av tredje akt, av «driv
jagten», eller stykkets sidste scene, da Brigt staar og dør ute
i den svarte oktobernat, mens Vraal kogler ham ind i hete
syner og drømme om al livsens rus og vellyst, virker med
besættelsens hele uavrystelighet.
Det gaar ikke an at slutte en anmeldelse av «Drifte
karen» uten at omtale det sprog, den er skrevet i. Egentlig
burde det ha en artikel for sig, men jeg skal nøie mig med
at anbefale boken til vore stridende sprogmænd i begge leire.
For her er nemlig det norske sprog, som de er ute og leter
efter. Her lever det og her har det vist, at det evner at tolke
vort folks dypeste og rikeste liv. Det vilde derfor ikke være
av veien om riksmaalsmændene tok en liten pust i sin hæs
blæsende «kamp for kulturen», og maalfolket paa sin side
for en stund vaaknet op av sin fortapte fakir-stirren paa sin
egen navle og fordypet sig i «Driftekaren». Der kunde da
kanske dæmre for dem noget saant som, at et sprog ikke
lages, hverken ved love for eller resolutioner imot, men at
det skapes i et lands levende litteratur.
Og i vor levende litteratur er Hans K. Kinck den rike*
ste og stolteste evne. Hans digtning er det unge slægtsleds
første vældige indsats i vor kultur, den første hvis ord har
bud til hele det norske folk.
662
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
