Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
f
••!: *
:j:
Gerhard Gran.
Det var kun faa af disse budskab, som faldt i Wel
havens lod.
Thi han var en ensom mand; ensom dengang han i
sin ungdoms mod løfted sin haand mod alle og derfor alles
haand løfted sig mod ham, endnu dybere ensom, da hans
livshaab brast, og hans elskede blev baaret til graven, en
som og hjemløs i et samfund, som i bedste fald havde et
ligegyldigt skuldertræk til de livsværdier, som for ham var
de høieste. Saa forladt var han paa sine gamle dage, at
ingen vilde høre paa ham, og han var dog sikkert landets
vittigste hode og trods sin begrænsning en af dets klogeste
mænd; og mundtlig slaat var han som ingen anden; Vinje,
som forstod sig paa den slags, sammenligned ham med en
elektrisermaskine, som det altid gnistred af. Men her var
der ingen, som havde elektricitet behov, og den aldrende
Welhaven blev nøisom af nødvendighed og var inderlig tak
nemmelig, naar han hos sin nevø, den 17-aarige studiosus
Ernst Sars, fandt et øre, hvori han kunde helde al sin helse
bringende gift og sin religiøse forvisning om kunstens storhed.
Ensom og hjemløs blev Welhaven igrunden ogsaa efter
sin død; trægt og uvillig har efterverdenen samlet sig om
hans minde; ifjor paa denne dag hans hundrede
aarige fødselsdag var det taust om hans grav; hans statue
stod vel indpakket, længe saa det ud, som om der endnu
slet ikke skulde findes plads for Welhaven i denne by,
og idag da endelig et aar for sent dækket falder fra
hans ædle træk, sker det næsten i dølgsmaal, som var det
en synd, man lured sig til.
Og dog er han ve 1 værd at mindes. Netop for denne
sin ensomhed, netop fordi han et helt liv stod steil i sin
kjærlighed og i sit had, i sin beundrende ydmyghed for
de høie maal og sin høibaarne foragt for den respektløse
selvgodhed.
Nationalteater aaret 1900 var ikke første gang
i vor historie, at nogen voved at pryde scenens hus med
dette farlige ord, som kan betegne den dybe rod, hvoraf alt
værdifuldt liv opstiger, men som oftere kun er en skuffende
blærekilde. Den første gang var ide dage, da alt maatte
2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
