Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Welhaven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Welhaven.
begynde paa national: nationalbladet, nationaldragten,
nationalsangen, nationalforsamlingen o. s. v.
Juleaften 1825 læser vi i «Intelligenssedlerne», at der blev
indkjøbt en tomt paa assessor Motzfeldts løkke i Aggersgaden,
hvor der skal opføres et offentligt teater. Det var der, hvor
senere Malteby laa paa hjørnet af Akersgaden og Theater
gaden. Direktøren for dette teater var en svensk dansemester,
som trodde at Figa r o s bryllup var forfattet af Schwarz
i Kjøbenhavn, der hadde oversat stykket. Af teatrets udstyr
faar vi et muntert billede i datidens aviser. En indsender i
«Skilderiet» udtaler det ønske, «at hullet i taget over lampe
kronen vorder tillukket, da det anlediger en sterk og ligesaa
übehagelig som skadelig trækvind, og da det i de kolde vin
teraftener vil, hvad allerede nu kan mærkes, anledige altfor
megen frysen baade for tilskuere og for skuespillerselskabet.
Det bliver vel endog nødvendigt, at hin lampekrone ganske
afskaffes, da det ei alene sommetider drypper olje deraf, men
da desuden, under dens svingning, i anledning tilsynet med
lamperne, lampeglassene ofte nedstyrter i parkettet, hvorved
tilskuernes saavel personer som klæder sættes i fare .
Endnu have vi at tilføie det ønske, at gulvet blev be
klædt med et grovt gulvtæppe, hvorved der først kunde ud
spredes et tyndt lang halm, da man saaledes kunde holde
fødderne varme, hvilket erfaring har lært ellers vanskelig kan
under vintertiden opnaaes i det nuværende teaterlokale.»
Dette lokale synes mig at være et symbol paa den plads,
kunsten indtager i det norske folks hjerte. Og i dette «institut
for moralsk og fysisk forkjølelse» stod Welhaven saa at sige
og frøs, baade udvortes og indvortes, et helt liv igjennem.
Men de andre frøs ikke, de var kistefornøiet og
gassed sig i store ord, de eied verdens herligste land og var
verdens frieste folk, de var odelsbaarne og klippefaste, og
dydige og uskyldige og ædle og dybe og trofaste og ligetille
og ærlige og saa var de ovenikjøbet bramfrie.
Det er sandt, i spidsen for den skraalende bande gik
en mand, som var noget mere end en skraalhals, et geni,
det største, som har opstaat iblandt os; en gigant, som
med sine fødder stod trygt paa den jord, han var sat paa,
men som i sin vælde raged langt ind i skyerne, hvor mæng
dens undrende blikke ikke kunde følge ham ; en digter, hvis
3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
