Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Moltke Moe: Nationalitet og kultur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Moltke Moe.
Men skal det gaa slik med vor sprogfremtid, maa vi for
ståa at vi har to utgångspunkter for norskhetsveksten, medgi
at her er t o elver : én —«- bynorsk for byerne og største
delen av den høiere dannelse (endnu er den den bredeste
og mægtigste); og en landsnorsk for den alt overvei
ende del av bygderne ; er den første den mægtigste, saa er
den sidste den friskeste, grøn og klar som brævandet.
Begge strømmer er like berettigede, like nødvendige. For
de repræsenterer begge hver fra sin side og hver paa sin
maate det folk som «lever med os paa en dag». Ingen
av dem kan stige frem og si: «Jeg er det norske folk, jeg
alene». Glem aldrig, mine damer og herrer, at først og fremst
er vi et folk! Ett folk! Enten vi er rnaalmænd eller riks
maalsmænd, byfolk eller bygdefolk, er vi nordmænd.
Kjæmp saa meget De vil; men hold Dem stadig for øie at
det er en kappestrid, ikke en utryddelseskrig ! Det brndd
som en gang har fundet sted i vor sprogutvikling som i vor
kulturutvikling, kan ikke heles ved at gjøre et nyt brudd.
Bruddtlaterne maa gro sammen. Vor sproglige tvedelthet
er en historisk nødvendighet baade nu og længe fremefter.
Den maa nationen vokse av sig, litt efter litt, ved at nærme
sig det fælles maal mer og mer fra begge sider. Fra den
ene kant, landsmaalets, ved at modernisere sig, d. v. s. gi al
romantik paa baaten, lempe sig efter vor tid, se mere paa
det almindelige end paa det oprindelige, og saa utvikle sin
skriftform til et smidigere og smidigere kulturredskap. Fra
den anden kant, riksmaalssiden, ved at slippe sin tale ind i
bokmaalet, opøve sin norske maalsans, og opta og matsmelte
stadig mere av hjemlig sprogstof. Den ene retning maa lære
av den anden og maa støtte den anden under kappestriden.
Derved støtter den sig selv. Og arbeider for det største: for
en ening av vort kløvede folk, for sprogenhet, for kultur
enhet. Da kan vi en gang, i tidens fylde, vokse sammen
naar den slegt som nu strides, for længst hviler under græs
torven: vi maa nøie os med Moses’ fjernsyn ind i det for
jættede land.
Men kan da to sprog vokse sammen? Er ikke et sprog
«en levende organisme», som maa utvikle sig efter sine egne
iboende lover? Jo, i en viss forstand; man kan ikke ta og
omgjøre et sprog til et andet sprog. Men sproget er ingen
26
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
