Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Finn Nyquist: Fra positiv til fri religion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Finn Nyquist.
Naar vi ser de ofte forbausende virkninger, suggestions
terapien har at fremvise, kan vi vanskelig komme bort fra
den tanke, at mennesket med dets psykofysiske mekanisme
maa funktionere som et slags selvregistrerende instrument,
hvor selve sjælsenergien netop ved det, vi kalder tro, haab
og forventning, blir mægtigere derved, at modstanden forrin
ges. Det er nu hævet over enhver tvil, at en mængde legem
lige lidelser virkelig kan fjernes, saasandt man blot kan indgi
vedkommende en tilstrækkelig fast tro og forvisning om, at
helbredelse vil finde sted. Det ser for vore øine ud, som
om selve trosakten skaber sjælelig energi; men maaske er
det blot saa, at troen selv er det sjælelige kjendemerke paa,
at der har fundet betydningsfulde atomforskyvninger sted
inden nervesystemet. Det eneste, vi foreløbig kan sige, er,
at det ialfald ser ud, som om den sjælelige effekt
ved bøn og suggestion er af ganske samme art.
Bønnen skulde da være en art selvsuggestion; men derfor
kan selvsagt resultatet være lige attraaværdigt. Et spørsmaal
er det vel imidlertid, om bønnen kan beholde den samme
suggestive magt over vore sind, naar vi er bleven fortrolige
med den tanke, at vi aldrig opnaar noget af det ydre, vi kan
ønske og bede om. Den udadrettede bøn synes da helt at
maatte forsvinde og erstattes af en indre, kontemplative
øieblikke, hvor hjertet ligesom aabner sig ud mod det ideelle
og værdifulde i tilværelsen.
Det kunde synes temmelig ligegyldig, om det ideelle eller
guddommelige blev personificeret eller ikke, det afgjørende
skulde dog være gudsbegrebets renhed og ideelle
høide. Imidlertid ved vi, at den kirkelige religion lægger
meget stor vegt paa en saadan personificering, troen paa
en personlig Gud, som det heder, og det er ikke van
skeligt at forståa grunden hertil. Det er for at faa en Gud
med menneskelige følelser og affekter, en Gud, som kan føle
med og for os. Den kan ikke undvære illusionen om et
vilkaarligt forsyn, som kan paavirkes ; men denne illusion er
nu engang falsk, og den er ikke af det gode. Religionen
faar derigiennem et mindre moralsk og mindre ideelt præg.
Der kommer momenter ind, som ikke burde være der, mo
menter, som netop gaar ud paa at paavirke Guden i vor
favør. Det giælder at giøre ære af ham, takke ham, synge
50
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
