Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrete Vullum: Forholdet til den gamle kunst. I anledning af Rolf Thommessens doktorafhandling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Forholdet til den gamle kunst.
bindelse er det uden betydning, om de er fra den ældre eller
helt ned i de pompeianske freskers tid. Den verden, som fin
des i fremstillingerne, føles som og er samhørende.
Det vil maaske altid bli et af historiens ikke helt op
klarede forhold, hvorledes man er kommet over fra Ægyptens
stenverden til dette yrende liv, hvor alt er befolket. Selv
følgelig er selve den tro, at alt i naturen var væsener med
menneskenatur, og dyrkelsen ikke af én eller nogle enkelte,
men af snart sagt alle væsener for at gjøre sig dem alle til
vens, den store grundbetingelse, som ligger skjult i forsvundne
tider, men den tro og den dyrkelse fandtes jo viden om, saa
spørsmaalet er ligefuldt, hvordan har denne græske verden
faat skikkelse. Sikkert er der en uendelighed af indvirkende
aarsager: gradvise forandringer i troen, forandringer i de
sociale forhold, sønnernes emancipation, som R. T. siger,
almen aandsudvikling gjennem mangfoldig berøring og til
sidst vistnok den skepsis, som gjorde, at kunstnerne saa at
si kunde faa guderne saavidt paa afstand, at de kunde se
dem. Men i hele denne udvikling og paa hvert af dens sta
dier kan der være tvil om, at netop den rent kunstneriske
skaben i evig vekselvirkning med alle andre bevægelser har
været en af de mægtigste faktorer? en mythe har git motiv,
den kunstneriske udformning har fæstnet mythen, og saadan
fremover. Og hvad er kunstnerisk skaben andet end at gi
legeme til forestillinger, troesindhold, begreber, digtning
snart sagt alt mellem himmel og jord?
Det er vist i høi grad oplysende, hvor liden forskjel der
har været mellem haandverkere og kunstnere, men da blir
spørsmaalet, om ikke disse fattige haandverkere har havt,
ikke blot den utrolige haandens færdighed, men selve det
intimeste, ja i rent personlig sjælelig forstand kunstnerisk
formende, og om ikke dermed vor tids forhold til den kunst
blir et langt nærmere, end R. T. hævder? Tænker man sig
denne fattige medarbeider netop som han skildrer ham, arbej
dende i frihed og derfor stadig læggende til af sit eget paa op
gaver, som snart gjaldt hans egen tro, snart hans folks for
herligelse, snart at tinde den linje, som udtrykte mest i
fuldendtest skjønhed, snart at gi form til sindets yrest
legende indfald, snart til den bredeste humor, hvad er det
som skiller ham saa sterkt fra den moderne kunstner i kunst-
123
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
