Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Margrete Vullum: Forholdet til den gamle kunst. I anledning af Rolf Thommessens doktorafhandling - Stilfølelse - Forholdet til den gamle kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Margrete Vullum.
hverken i den knappe, enkle form i hans statuer af havets og
jordens og industriens tungt arbeidende mand, men endnu
langt mindre i den vældige ensartede bevægelse i hans kolos
sale relieffer af arbeiderne i arbeide. For Millets vedkommende
er det langt merkeligere, at det gjælder hans vaskerkoner,
potetoptagersker, folk i slaatonarbeide o. s. v., fordi hans
malerier er i den grad myge og med atmosfære om men
nesker og dyr, og alligevel, man gaar og grunder paa, hvad
det er med hans kunst, indtil man en dag faar bekræftet den
fornemmelse, som især hans tegninger gir: i sit tarvelige land
hus havde han de græske basrelieffer rundt væggene, og paa
en besøgendes forundrede spørsmaal svarede han omtrent
saadan: ja, jeg vil gjøre det samme paa en anden maade 1 .
Og Dubois hans moder med de to unger, en ved hvert
bryst og en tredje i fanget, minder ganske vist om Michel
Angelos Madonna og er lidt fransk søgt, men alligevel, det
indre slegtskab med Grækenlands Demeter er vist stort.
Ligesaa til fortvilelse anstrengt som Michel Angelos Madonna
vrider sig paa sit altfor lille sæde og med nød og neppe kan
holde barnet paa sit skjød ligesaa meget tryggere hviler
de tre børn i Dubois moderfang efter den tyngdens uomgjæn
gelige lov, som grækernes øie aldrig kunde overse, skjønt de
ikke kjendte Newton.
Der er et stort, afgjørende forhold, der kunstnerisk har
stillet os saa forkjært og usikkert overfor antiken; men dette
forhold gaar langt ud over kunsthistoriens grænser, og ialfald
her viser det sig, hvor ugjørligt det er at uskille den. Det
er den store, alt beherskende feiltagelse, som vendte fremover
bagover og bagover frem, saa mennesker troede, at hvad de
længtes og higet imod, engang i historien havde eksisteret, og
blev ved at tro paa, at de kunde igjenkalde igjenskabe et
forsvundet, som i virkeligheden aldrig havde været til. I re
næssancen var mennesker saa besat af den forestilling, at
den høieste opgave var at gjenkalde klassicitetens store tid, at
selv den mægtigste kunstner, som maaske nogensinde har
1 Maaske er det saa kjendt, at det er dumt at nævne det, men da jeg har
seet mere end læst, er jeg tilfældig kommet over det.
Forholdet til den gamle kunst.
132
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
