Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Byen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BYEN.
Thomas Krag: Tubal den fredløse. Sigrid Undset: Den
lykkelige alder. Rolf Hiorth-Schøyen: Spillemænd. Herman
Wildenvey : Digte.
Intet andet av vore nationaldogmer er ukrænkelig som læren
om, at vi er et bondefolk. Den eier alderens hele ærvær
dighet, med skarpsind og lærdom har videnskapen under
bygget den, den har været den bestemmende kraft under
arbeidet for at skape en homogen norsk kultur, og dens
indilydelse paa dagens politiske kamp er næsten altid mærk
bar. For maalfolket er dette dogme selve troens grundvold,
og endnu har ingen rigsmaalsmand vovet at fornægte det.
Disse linjer vil da heller ikke bli noget forsøk paa nationalt
kjætteri. De skal handle om literatur, og literaturen gir
allermindst anledning til avvikende betragtninger, thi byen
er vor digtnings endnu uopdagede verdensdel.
Den stærkeste følelse av storbyen som en fast og særegen
kulturorganisme har utvilsomt maalmændene. De av dem,
som sitter trygt paa sin hjemlige jord, fornemmer den som
en fjern, men truende fare, de andre nyder bevisstheten om
at leve i opofrende utlændighet og betragter sin virkeplads
med en avsky, som alene kan maales med den, midnats
missionæren føler ved at færdes paa meget skumle steder.
Men fælles for dem alle er hatet, til hvad de aldrig et øieblik
har evnet eller villet se paa med forstaaelse.
Forøvrig er byen i norsk literatur fremdeles den klassiske
smaaby. Gjør en av vore digtere turen ind til Kristiania,
sker det bare for i al hast at faa sagt dette jordens mest
foragtede sted sin hjertens mening. Vor hovedstad er sikkert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
