Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Byen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byen
gasblussene og de elektriske lamper skyller ut over dem, saa
de brænder og skjælver i det uvirkeliges hele trolddomsagtige
glans. Og ingen lise er dyp og husvalende som den, der er
at finde i nattens mennesketomme gaters dulmende stilhet.
Men intet andet sted leves der heller saa hett, forødes der
saa vildt og saa hensigtsløst. Thomas Krag er et stykke av
en rousseauist. Vi hører hjemme ved hav og i skog, siger
han, de forkynder en visdom, der gjør taalsom og god.
I storbyens rastløse stræv og umættelige jag efter nydelse blir
lykken borte for menneskene.
Slik er da stemningen i Thomas Krags digte om byen.
Til syvende og sisst kommer han til samme resultat som
maalmændene. Ogsaa han vil ha os hjem igjen til jorden.
Det literære motstykke til Svarstads billede er hans bok
altsaa ikke. Den gir meget av byen, men den gir ikke de
livsdygtige kræfter i den.
Dem er unægtelig Sigrid Undset kommet nærmere i sine
fortællinger «Den lykkelige alder». Det er ogsaa længe siden
der er skrevet en bok med saa sikkert og tydelig kristiania
præg, og dette vil igjen si, at den er meget ulik Thomas
Krags. Den eier intet av den tunge pragt i hans kunst,
intet av hans foredrags langsomme, høitidelig skridende
rythme. Sigrid Undsets stemme er skarpere i klangen, ner
vøsere og mere hastig skiftende, ilfærdig like til opjagethet.
Den er selve røsten fra vor egen bys barske og graa novem
ber, fra barfrostens støvfyldte og helvedeslarmende stad.
Her blir alle de store ord og prangende uttryk for menne
skelig følelse magtesløse. «Jeg kunde,» siger en av bokens
personer, «komme til at elske og arbeide med alle de slitte,
smaa ord, som menneskene slænger likegyldige fra sig,
stikker til hinanden, gir hverandre i et litet kjærtegn, hvisker
naar de er bedrøvet eller naar de overraskes av en liten
glæde —.»
«Jeg havde lyst til at skrive om byen,» fortsætter hun,
«om alle disse halvpene strokene, som vi bor i, vi respek
table sliterne. De vaate, skidne gatene med hulslitte fortaugs
fliser og smaaleiligheter og smaabutiker jeg kunde gidde
at skrive om saanne butiksvinduer saapeforretninger og
leketøisbutiker med badedukker og syskrin og glasperlebaand,
141
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
