Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilh. Schencke: Buddhismen i nutiden - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Buddhismen i nutiden.
den jordbund, hvorav de er vokset op. Det var en kraftig,
krigslysten erobrerstamme som engang skilte lag med sine
ariske brødre i det østlige Iran og over Hindukusj trængte
ned til Pendsjab og derfra videre frem til Ganges. Deres
vilde, lystige, begivenhetsrike liv speiler sig av i Veda-sangenes
brogede gudeverden, hvor vi møter en skikkelse som Indra,
den voldsomme og sanselige uveirsgud og krigsgud.
Men landet med sin yppige vegetation var rikt, det kræved
liten eller ingen møie av sine beboere, og klimaet var ener
verende. Hænderne førte ikke længer sverdet, føtterne for
fulgte ikke længer fienden; menneskene sank stille ned paa
jorden og gav sig til at drømme og gruble og meditere. Nu
var det ikke længer krigerne som førte an, men presterne.
Nu gjorde en eiendommelig side av de indiske arieres natur
anlæg sig gjældende: deres begavelse i retning av spekulativ
tænkning. Og atter gjenspeiled himlen jorden. De konkrete
gudeskikkelser forsvandt efterhaanden, de fløt over i hver
andre, og veg omsider pladsen for den abstrakte idé om gud
dommen. Og skulde denne guddom nærmere bestemmes, da
blev den gjort til ett med «brahma», d. v. s. den hellige
potens, den mystiske tryllekraft, som presterne (brahmanerne)
mentes at sitte inde med, og ved hvis hjælp de kunde vinde
magt endog over guderne.
Paa dette grundlag fuldbyrder sig den anden store fase
av den religiøse utvikling i Indien, nemlig brahmanismen.
Indenfor .denne religionsform tænkes det guddommelige eller
brahma som en substans der befinder sig i evig ro; alt utgaar
fra den, den er i alle ting (der siges at den ligner saltklumpen
som har opløst sig i vand), og alt stræber sluttelig tilbake til
den. Denne guddommelige substans tindes ogsaa immanent
i mennesket. Dettes inderste væsen, sjælen i dets sjæl saa
at si, betegnes med ordet alman (som egentlig betyr «pust»).
Og brahmanismen lærer nu at dette menneskets inderste
egentlige jeg og den guddommelige substans er identisk ;
brahma er ätman, og atm an er brahma; «jeg er
brahma» (aham brahmäsmi), eller som det med den berømte
sætning uttrykkes: tat tvam asi, «dette er du». Ad to veier
kan mennesket komme til at opleve denne sammensmeltning
av dets eget jeg og det guddommelige, nemlig dels ved bøn
og meditation, dels ved askese. Ved siden av brahma
167
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
