Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. Eitrem: Kunstneren i det gamle Grækenland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kunstneren i det gamle Grækenland.
Paa denne maade møder vi overalt i Grækenland kunst,
hvor vi skulde vente haandverk. Vi maa ikke her operere
altfor meget med moderne begreber: vi maa ikke af de ringe
lønninger slutte os til et tilsvarende lavmaal i en kunstners
krav til sig selv eller samfundets krav til ham. Og vi maa
ikke kalde Polygnot et geni, fordi han med sin spækkede
pung kunde tilbyde athenerne gratis udsmykning af den
«brogede søilegang» paa torvet. En kunstners samvittighed
har været lige øm i disse gamle dage som nu, ja den
er da i sandhed udødelig, og kunstnerens seiersglæde i
kampen med stoffet har ogsaa den huleboer følt, som
lod mammuthen spasere paa kalkvæggen i Dordognens smi
lende egne.
Men om grækerne ikke satte sine billedhuggere eller
musikere eller digtere eller skuespillere saa høit paa den
sociale skala, løfted de ialfald deres præstationer op paa en
fremskudt plads. Og paa deres festpladse og festdage var
det kunstnerne og digterne, som kasted glans over dagen:
deres billedverker fryded gudernes øine, deres ord naaed
gudernes hjerter. Netop dette intime forhold til himlen
har til syvende og sidst fra første stund givet den græske
kunst sin vigsel og vist den veien mod de ideale høider, som
ægyptisk realisme og assyrisk pragt aldrig naaed. Den
græske billedhugger har fra de tidligste tider havt den beret
tigede selvfølelse, som værger mod samfundets brutale gravi
tationslove: han har sat sit navn paa sit verk. Før Perser
branden, som forvandled Akropolis og det paabegyndte nye
Parthenontempel til en grushob, var de fleste votivgaver paa
borgen signerede!
Men tiderne ruller og kravene blir andre, kanske ogsaa
større. Furerne i tidens pande blir dybere, og i vore blikke
lyser de seklers erfaring, som verden er blevet ældre siden
Phidiass dage. Det gaar ofte med den antike kunst, som
det er gaaet med den antike literatur: man fæster øiet ved
de store fælles linjer uden at se de mange individuelle træk,
som tidsafstanden gjør mindre fremtrædende.
Da Homer ikke længer var det geni i tidens morgen, fra
hvis læber de tusener skjønne vers ustanselig strømmed, da
gjorde man baade Iliaden og Odysseen til skolearbeider, som
mangfoldige sangere med éns vilje og éns evne havde digtet
187
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
