Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. Eckhoff: Maupassants breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maupassants breve.
altid over det, som oftest rent nedslaaet, undertiden med en
formildet ironisk tone : « Læg saa dertil, at dette
departement trætter mig ud, at jeg ikke kan arbeide mer, at
min hjerne er tom og udbrugt til alle disse summeringer
som jeg stræver med fra morgen til kveld . . . Jeg gjør
færre feil i summeringerne, noget som beviser at jeg er tem
melig dum . . . Dagene falder saa lange, lange og sørgelige;
mellem en idiotisk kollega og en chef som . . . Begge to
foragter mig en smule og finder mig lidet intelligent, og det
trøster mig.» Saa sent som i 1879 skriver han til Flaubert:
«Kjære mester, jeg kommer altid til at bli et offer for
departementerne.» Heldigvis tog han grundig feil i det
øieblik !
Tiltrods for departementet, tiltrods for alle sine sorger
og skuffelser, faar han tid til at skrive og øve sine evner.
Han beder Flaubert om raad og sin mor om at finde emner
og stof til fortællinger. Han fortæller dem hvad han har
under hænder, hvad han tænker at faa istand og hvordan
det skal bli tilslut. Man ser allerede hos ham, gjennem de
korte glimt som disse i farten skrevne breve er, dette skarpe
øie som trænger tilbunds hos menneskene, denne übønhør
lige skjelneevne som udfinder de virkelige bevæggrunde.
Hvor han foragter al affektation, og hvordan han kan le af
den ! Zola hadde en videnskabelig orm og røbet den tem
melig klodset i en artikel, i en tilsyneladende beskeden ven
ding: «Jeg er bare en lærd! og Maupassant gjentar den:
«Jeg er bare en lærd» !! ! Det der er pyramidalt !! ! og saa
ler man ikke ...» (Han hadde ellers megen agtelse for Zola,
som var hans ven.)
Ofte synker han ned i rene afgrunde af tristhed og mod
løshed, overfaldes af kjedsomhed ved livet og menneskene,
og hans klager er graa og haabløse; han synes at «kvin
dernes kjærlighed er ensformig som mændenes vid; at hæn
delserne er altfor lidet varierede, at lasterne er rigtig usle og
smaalige, og at der ikke findes nok af vendinger og udtryks
maader ...»
Man vilde ta feil, tror jeg, hvis man søgte grunden til
disse beklagelser i hans personlige skuffelser. Hans trøstes
løse helhedssyn er noget, som heldet ikke formaar at ta fra
ham. Tvertimod ser det ud til at det styrker det, at
dømme efter nogle linjer af et brev som han skriver i den
205
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
