Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. Eckhoff: Maupassants breve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
L. Eckhoff.
tid han begynder at slaa igjennem: «Jeg nyder en høi an
seelse. Direktørerne behandler mig nedladende, og bureau
cheferne tilber mig. Resten betragter mig paa afstand.
Mine kolleger poserer. De tror vist jeg er altfor enfoldig.
Jeg ser ting som er latterlige, latterlige, latterlige, og andre
som er sørgelige, sørgelige, sørgelige; alle mennesker er
dumme, dumme, dumme, her som ellers.» Man maa ind
rømme, at han udtrykker sig tilstrækkelig klart og sum
marisk !
Men Maupassant vidste nok hvordan han skulde holde
sig skadesløs for alle sine sorger. Naturen ! Den er hans
elskede og har fanget ham helt, og han nyder og beundrer
hendes ødsle pragt, hendes store ro og hendes grusomhed.
Tænk paa den sanselige glæde, hvormed han beskriver de
normandiske landskaber i begyndelsen af «Et Liv»: havet,
den steile kyst, de svære trær i morgensol, alt dette, som
Jeanne ser fra sit vindu. Da han er fjorten aar gammel
foretrækker han en liden robaad fremfor det bal, som hans
mor vil gi ham, og som vilde koste det dobbelte. Det
længste brev er det, hvori han skildrer i begeistrede og be
undrende udtryk en lang udflugt sammen med en ven. De
hadde gaaet 60 kilometer den dag, og deres fødder var «godt
syltede».
Han nyder i henrykkelse friluft og solskin og lider
frygtelig under vinterkulden og «de uddøde huses ensomhed».
Alt dette føler han saa levende og kan saa godt kunsten at
faa os til at føle det! En kan bare tænke paa hvordan
han maler sneens langsomme, stille fald paa en af de første
sider i «Boule de Suif». Kanske det er havet, havet og
elvenes og bækkenes strømmende vand han er glad i frem
for alt; naar han taler om det, faar hans stemme næsten en
kjærtegnende klang: «Alt i alt det var vand, vand og atter
vand som løb, som faldt, som gled og som krøb; smaa vand
fald og elve under grønsværet, under de vakreste moser jeg
har seet.»
Det er den samme mand, som finder Rom fæl og sætter
meget liden pris paa dets kunstsamlinger.
Jeg har alt sagt at i en henseende lod det ikke til at
heldet og berømmelsen, saa pludselig den kom, bidrog til at
forandre Maupassants aandelige fysionomi. (Igrunden lader
206
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
