Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Jean Calvin. 10de juli 1509—10de juli 1909 - I. Personligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
L’Oeuvre de Calvin i Discours de Combat, s. 138.
Jean Calvin.
skolastiken, som ingenlunde var at foragte som aandsgym
nastik, og dernæst i Orleans og Bourges, hvor han udmerked
sig i den juridiske fegtekunst og tankedisciplin. Baade skola
stiken og jussen har sat sine merker, og er end skarpsind
den mest fremherskende egenskab i hans ræsonnement, saa
mangler det dog heller ikke paa spidsfindigheder. Calvin
var en vældig disputator, han deltog meget gjerne i de den
gang saa yndede offentlige disputationer og var altid sikker
paa at gaa af med seieren ; han knuste sine modstandere
under vegten af sin logik og rigdommen af sine bevissteder,
som han med sin glimrende hukommelse bestandig med let
hed hented fra sit uudtømmelige arsenal af skriftlærdom.
Dette sterkt intellektualistiske drag i Calvins aand, ræson
nøren i ham har forledet enkelte forfattere til at se bort fra
det, som dog er det væsentligste i hans natur: det reli
giøse. Brunetiere gaar endog saa vidt, at han fraskriver
hans lære karakteren af religion: «En religion, som demon
streres, en «fornuftig» religion, en «intellektuel» religion er
efter min mening ingen religion, og det vil ikke lykkes
alverdens dialektiske anstrengelser at gjøre andet af den end
en «moral», en «fdosofi» eller i det høieste en «kultus».
—Og hvorfor er det ikke religion? Hvad mangler der?
Der mangler mysteriet, der mangler det uerkjendelige; der
mangler følelse for alt det, som undslipper os og flygter os;
der mangler følelsen af vor egen utilstrækkelighed; der
mangler ogsaa kjærlighed » 1 Anvendt paa personlig
heden vil dette sige, at Calvin er en irreligiøs natur. Men
en slig paastand vilde være at lukke øinene for det, som er
det dybeste grundlag og det mest afgjørende træk i hans
sjæl. For det første mangler nu ikke hos Calvin (og som vi
senere skal se heller ikke i hans lære) hverken mysteriet
eller det uerkjendelige eller følelsen af menneskets util
strækkelighed; men k j ærli g h e d er der ikke synderligt
af hos ham, det er sandt. Og heri ligger vel egentlig grun
den i Brunetiére’s tankegang. Man er vant til at betragte
kjærlighed som en uundværlig bestanddel i det religiøse
gemyt. Men er dette rigtigt? Enhver har vel fra sin daglige
erfaring truffet paa «kjærlige» mennesker, som ikke er det
ringeste religiøse, og omvendt paa mange (omend færre) reli-
389
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
