Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Jean Calvin. 10de juli 1509—10de juli 1909 - I. Personligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Histoire des variations (1688).
Gerhard Gran.
skulde bli den almindelige ; Calvin anerkjendte ikke kirker,
men kun kirken ; hans brud med Rom var ikke revolution,
men restauration ; hvad han vilde var kun at fjerne alt
menneskeverk, saa at Guds kirke atter kunde fremstaa i al
sin herlighed, slig som den hadde staaet i den apostoliske
tid og i overensstemmelse med evangeliets klare og evige
ord ; han vilde sidst af alt være sektstifter og ansaa ordet
«calvinister» for en uforskammet injurie.
Som det fremgaar af det foregaaende, var tolerance
nærmest et ukjendt begreb i det sekstende aarhundrede, ja
det vil sige, der var naturligvis endel humanister og litera
ter, ja endog en enkelt teolog, som Castellio, der to hundrede
aar før Fredrik II lærte, at enhver kan bli salig i sin tro.
Men de havde ingen indflydelse; alle, som hadde noget at
sige, var enige i, at en kristelig stat hadde ret og pligt til at
forfølge kjættere «med sverdet»; der var i saa henseende
ingen forskjel paa katoliker og protestanter; endnu henimod
slutten af det 17de aarhundrede erklærer Bossuet 1, at der
hersker den skjønneste enighed i dette kapitel. Da Ser
vet var brændt å petit feu. i Genf, sendte mildhedens apostel
Melanchton et hjerteligt lykønskningsbrev til Calvin ! Den
ene har forsaavidt ikke stort at sige paa den anden; men
der er dog forskjel. Calvin er ogsaa her konsekventere og
mere übetinget end nogen af de andre; hans altopslugende
gudsdyrkelse, hans übønhørlige logik og hans vældige vilje
var altsammen med om at gjøre ham mere intolerant end
andre, og saa havde han jo lidet af de egenskaber, som
skulde hemme ham, barmhjertighed, følsomhed o. 1.
Mange forfattere har udtalt sin beklagelse eller sin indignation
over Calvins intolerance; og det lar sig ikke negte, han
var ofte grum. Men paa den anden side maa jeg tilstaa, at
dersom Calvin hadde været tolerant, saa vilde det ha
været noget af en psykologisk skuffelse, en sjælelig anomali,
som ikke var til at anbringe.
Übønhørlighed laa i hans karakter, og er det end ikke
en tiltalende egenskab, saa er det dog en formildende om
stændighed, at den altid optraadte ien idés tjeneste. «Han
har aldrig havt nogen fiende,» siger Beza, «uden dem, som
i sine angreb paa ham førte krig mod Gud». Og det
392
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
