Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Jean Calvin. 10de juli 1509—10de juli 1909 - I. Personligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran.
dem af et oprigtigt hjerte. Halve forholdsregler, uklare situa
tioner og kompromisser var hans overbevisningssterke logik
en vederstyggelighed. Der var dog øieblikke, hvor selv han
blev nødt til at slaa ind paa en vigende linje; men det var
kun ganske foreløbig og for at grundmure den platform, fra
hvilken han bagefter med desto større konsekvens kunde gaa
lige paa maalet. Det var navnlig i 1541 i tiden umiddel
bart efter tilbagekaldelsen fra landflygtigheden, at Calvin saa
sig nødt til at ta hensyn, og der løber da stundom ord i
hans pen, som ikke ligner ham. «Man faar la det gamle
ord gjælde,» skriver han i november til Farel, «at naar
ikke det sker, som vi vil, saa faar vi ville det som vi
kan.» 1 Det er politikeren i ham, som et øieblik seirer over
apostelen; det er ganske vist ikke med behag han gir efter,
og vi ser, hvorledes han formelig sidder og undrer sig over
sin egen mildhed, som virkeligheden paafører ham, selv om
han naturligvis øieblikkelig omsætter den i religion og ind
ordner den under sin altbeherskende grundtanke. «Min
mildhed og taalmodighed,» skriver han i denne tid til My
eonius, «bevarer kirken mod enhver skade. Du skulde
neppe tro det, og dog er det sandt: i den grad ligger opret
holdelsen af den offentlige fred og endrægtighed mig paa
hjerte, at jeg gjør vold paa mig selv. Selv mine mod
standere maa indrømme mig denne ros. Maatte Gud
opretholde mig i denne sindsstemning.»
Jeg tør ikke benegte, at Calvin var oprigtig i denne sin
bøn; men jeg føler mig forvisset om, at han ikke var ulyk
kelig over, at han ikke blev bønhørt. Og bønhørt blev han
ikke. Mildhed og taalmodighed var for ham at gjøre vold
paa sin natur, som han siger, og er ikke de ord, som falder
os ind, naar vi tænker paa hans magtudøvelse. Frugten
af hans < menneskeerfaring var ikke respekt, men snarere
menneskeforagt. Og han lægger ikke skjul paa, hvad han
tænker i saa henseende. Hans politiske talent var ikke
folketalerens eller diplomatens eller hofintrigantens, det
var herskerens, den fødte herskers geni. Han søgte aldrig
at vinde mængden ved at smigre den eller at naa sit maal
ved at føre bag lyset eller gaa bagtrapper. Mængdens pligt
var lydighed, lydighed mod Gud, hvis bud Calvin ved en
Valeat provcrbium, quando non fit quod volumus, velimus quod possumus.
394
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
