Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Nationaltheatret
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
en stor del av det mere konservative publikum lot sig det
smake godt at se den flængende ung-tyske satire over det
bestaaende samfund tumle sig paa bekostning ikke av tyske,
men av norske skikkelser og typer. Noget av den etsende
satire, som man ikke godt hadde taalt av Heinrich Heine,
fordi den var rettet direkte mot tyskerne selv, til og med av
en jøde, en jøde «i fransk sold», den kunde man nyde
og goutere, naar den blev serveret som en spot over et litet
fremmed lands borgere. Likesom gode tyske borger-sjæle
hadde kunnet nyde en Byrons bitende haan over englæn
derne, eller som franskmænd og englændere hadde moret
sig kostelig over Heines vittige spot over tyskerne, saaledes
kunde alle disse landes borgere uten at føle sig personlig
saaret more sig over at norske borgere blev hudflettet, som
adjunkt Rørlund og pastor Manders, bankchef Helmer og
rektor Kroll, eller fantaster som Hjalmar Ekdal og Ulrik
Brendel.
Den glimrende række av satiriske portræter i Henrik
Ibsens nutids-skuespil danner tilsammen en direkte og stor
artet fortsættelse av Byrons og George Sands, Heinrich Heines
og «det unge Tyskland »s angrep paa den bestaaende sam
funds- og familje-moral. Og hos Ibsen er den filosofiske
tendens, dels paa grund av den dramatiske forms knaphet,
dels ogsaa gjennem en fra ungdommen opøvet vane til at
gjemme sig bak gaatefuld digtning, saapas dulgt, at det blev
en art frimureri for tyske tilskuere og læsere av Ibsens
stykker at møte hinanden i en levende fornemmelse av den
aandsretning, som laa gjemt bak en tilsyneladende objektiv
menneskeskildring.
Tendensen hadde hos Ibsen noget av en hemmelighets
trylleri. Især da der var tegn til, at Ibsen ialfald somme
tider næret en lønlig tvil overfor sin egen revolutionære filo
sofi, hvorved hans inderste mening blev en tillokkende gaate,
en kritisk nøtt at knække, som gav spekulative hoder nok
at bestille.
Mange landes sammenlagte erfaring synes saaledes klart
at vise, at skuespilkunstens høieste utvikling er nøie sammen
knyttet med tolkningen av store digterverker. Selv i Eng
land og Frankrig vilde neppe stjernekomedien ha blomstret
458
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
