Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. J. Hambro: Den svenske storstreik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. J. Hambro.
stansning ved de fleste havne. Man vil ogsaa fra denne kon
flikt erindre bombeattentatet i Malmö. Herunder led en
række bedrifter følelig, og da samtidig Centrala arbetsgivare
förbundet hadde erklæret lock-out paa grund av strandede
avtaleunderhandlinger i Stockholm, truet Svenska arbets
givareföreningen med generallockout, hvis ikke arbeiderne
gav efter i de principspørsmaal som hadde fremkaldt havne
arbeiderstreiken. Før striden var kommet til utvikling ned
satte saa regjeringen en overordentlig mæglingskomité, som
istandbragte et forlik der væsentlig gik i favør av arbeids
giverne:
Det var kun motvillig de stridende parter dengang gik
ind paa at slutte fred. Særlig inden arbeidernes leir var der
sterk misfornøielse med opgjøret, og landssekretariatet kunde
kun med møie avholde enkelte fagforbund fra at fortsætte
striden i sin særinteresse.
Fra 1908 av har man saa paa begge sider staat rustet
og i høi grad opsat paa at søke en anledning til kamp over
hele linjen.
Imidlertid bragte aaret 1908—1909 betydelige forandringer
paa arbeidsmarkedet, forandringer som burde ha gjort arbei
derne betænkelige.
Naar svensk industri i det sidst forløbne tiaar hadde
kunnet klare de mange arbeidskonllikter; og naar arbeiderne
paa saa mange punkter hadde magtet at sætte sine krav
igjennem, skyldtes det en enestaaende opgangsbølge. Fra
1897 til 1907 økedes for svensk industri og bergverksdrift til
virkningsværdien fra 750 millioner kroner til 1 450 millioner,
og arbeiderantallet steg fra 290000 til 390 000 (Posttidn. 186).
Men i 1908 begyndte den almindelige depression paa arbeids
markedet ogsaa at gjøre sig sterkt gjældende i Sverige. Ar
beidsgiverne kunde ikke uten opofrelser forhøie arbeidslønnen
og derved øke produktionsomkostningerne, og sommeren 1908
blev deres tre organisationer enige om det princip under de
forhaandenværende omstændigheder ikke at indrømme nogen
lønsforhøielse.
Arbeidernes rækker kunde, naturlig nok, ikke se at situa
tionen hadde forandret sig; deres lokalforeninger fortsatte med
sin agressive politik likeoverfor arbeidsgiverne, og en række
av fagforbundsledere støttet dem heri. Landsorganisationens
490
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
