Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Ibsen og nationalromantiken. Ibsens efterlatte skrifter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Var forgjæves al min Higen,
34 Samtiden. 1909
Ibsen og nationalromantiken.
1898: «Kun ved at opfatte og tilegne sig min samtlige pro
duktion som en sammenhængende kontinuerlig helhed vil man
modtage det tilsigtede, træffende indtryk af de enkelte dele.»
Og ogsaa i den store mængde vers fra unge aar, som de
efterlatte skrifter nu har samlet, og som væsentlig er opkök
av tidens talemaater, vil vi av og til finde dele av den enhet,
som Ibsens livsgjerning danner. Vi skimter Ibsen selv.
Det er blit et dogme, at Ibsen gjennem mange lange aar
levet et digterliv i tvil paa sine egne evner. Undres, om ikke
Ibsen gir et andet billede av sig selv. Der har nok været
tvil. Men han har mindre tvilet paa sin egen ret og evne
til at «tale som den, der har myndighet», end paa de andres
forstaaelse. Der har nok været kamp for at finde «sig selv»,
men samtidig en visshet om, at dette «selv» var der. Hertug
Skule tviler ikke paa sine evner. Men han tviler paa sin lykke,
paa sin bestemmelse. Han blir «Guds stedbarn på jorden».
Men ! for «et herligt, sønderbrudt Herrens redskab», ogsaa han !
Betegnende for Ibsen er det digt, som aapner de efter
latte skrifter:
Er de Glimt fra Sjælens Dunkle,
Der igjennem Mulmet brød,
Og som Lynblink monne funkle
Kun til evig Glemsel født?
Var min Drøm kuns et Fantom,
Er mig nægtet Sjælens Stigen,
Var min Digten kold og tom !
Der er en uendelig fordringsfuldhet i disse linjer, og for
dringsfuld var Henrik Ibsen, ikke mindst mot sig selv. Den
nittenaarsgamle gut gaar ind i sin egen sjæl og kræver geniets
gaver. Kan han ikke faa dem, er hans liv uten værd.
«Resignation» heter digtet. Likesaa meget oprør! Prometeus
ilden brænder i sjælen. Der er toner derinde. Ikke bare
gjenskin og gjenklang. Det gjælder bare at forståa sig selv.
Det vil utløse evnerne. Denne tanke er straks en person
lig tanke, et personlig træk ved Ibsens ungdomsdigtning.
Hvad var det ellers Ibsen saa hos sig selv i disse første aar
av sit digterliv? Man kunde slutte sig til det av hans dra-
Leve glemt og glemt forgaa !
Lad mig iblandt Millioner
Tier da, I Undertoner!
Kan jeg eder ei forståa,
517
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
