Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Ibsen og nationalromantiken. Ibsens efterlatte skrifter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Da sukker hun dybt i unævnelig Smærte!
Ibsen og nationalromantiken.
Smaadreng», «glad som Skovens Sanger», blomsternes fortro
lige ven. Men virkeligheten er en anden: En fattiggut pluk
ker bær, som han haaber at faa solgt. Det er et led av
kampen mot nøden der hjemme.
Eller vi læser digtet «Et Puds» (1851). Her sværmer
poeten ved synet av en duggfyldt blomsterkalk. Han inspi
reres. Han synger om blomstens smerte, og om taaren, som
skjælver i dens bæger. Han forstaar ikke, at blomsten er en
fyldt pokal, som kvælden vil tømme.
Og i digtet «Naturens Stemme» (1851) stiller Ibsen et
strengt krav paa sandhet og oprindelighet til digtningen.
Naturen er digterens mor, og han har .intet dyrere eie end
de lærdomme, hun gir ham. Hun glædes, om han følger dem:
Desværre! De fleste «Accorder» i Ibsens ungdomsdigte
har han nok lært av verden. Det er interessant at følge
Ibsens utviklingsvei i ti-aaret fra o. 1850—1860. Ikke bare
samtidens digtning, hele dens nationalsværmeri og dens
begeistring for skandinavismen kastet svære skygger over
denne vei. Her i de efterlatte skrifter tegner den sig næsten
som en politisk linje. Man kommer ofte til at tænke paa
scener av «Peer Gynt», naar man læser prologernes norsk
norske bravader. Minder det ikke om Østens forskutte sanger,
han som kvæder om den firehundredaarige nat, naar det
heter i en prolog fra 1851 ?
Og Skjaldens Røst forstummed i det samme;
Og Folkets Aand var kuet ret som hans,
Det havde ei som før en Kgekrans
At slynge taksomt om sin Digters Tinding.
Ei kviddred nogen Fuglerøst i Skoven;
Thi Folkets Aand sov Vintersøvn derinde.
Peer Gynt, den deklamerende pratmaker, er nok ikke
bare at opfatte som en norsk type. Ibsen har staat ham per
sonlig nær. Det virkelighetstomme, ntenadlærte ved Ibsens
egen digtning, det er Peer Gynt. Det, han langsomt vandt
sig ut av. Det, han vokset igjen nem, indtil han kunstne
risk kunde forklare sin kamp i «Brand» og «Peer Gynt». De
efterlatte skrifter gir nyt grundlag for den opfatning, at op-
Men Heltetiden sank i Dvale hen,
Men slaaer han Accorder, som Verden ham lærte,
519
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
