Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Af kirkepolitikens historie. Ole Irgens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dr. Hjalmar Christensen.
der forstod, at hvis «reformvennerne» fik sine krav drevet
igjennem, vilde kirken bli en stat i staten, en magt, der ad
mange veie kunde bli skadelig for den sociale frihed. Det
hørtes vistnok smukt, naar kirken kun begjærede selvstyre,
magt over sine egne medlemmer. Men for det første var der
efter aarhundreders erfaringer god grund til at antage, at
denne magt vilde bli misbrugt. Det skjønsmæssige vilde i
kirkens «politimyndighed» faa en fremtrædende plads, og et
skjøn over en mands tro eller sedelighed er nu engang en
prekær affære. Dernæst var det ingenlunde «reformvenlier
nes» agt at gi slip paa de fordele, som statskirken bød; det
var i statskirkens navn, den kirkelige myndighed skulde ud
øves, hvad der kunde komme til følelig at berøre de borgere,
der ikke delte kirkens religiøse opfatning. Selv om en
eksklusion ikke havde direkte følger for vedkommendes
borgerlige rettigheder, kunde den let ialfald mangesteds i
vort land virke skadelig paa hans borgerlige anseelse og
hans næring. En frikirke eller rettere sagt en flok af fri
kirker, for det vilde hos os bli det praktiske resultat, hvis
ethvert baand mellem staten og kirken løsnedes vilde
aldrig opnaa en tilsvarende auktoritet og følgelig heller ikke
kunne udøve et saa sterkt tryk som den af «reformvennerne»
projekterede «frie statskirke».
Denne tankegang kom til at staa mere og mere klart for
flere af vore ledende politikere af det frisindede parti. De
kunde nok gi flere af de enkelte kirkereformer sin tilslutning,
men ikke den kirkelige «reformpolitik» i dens helhed. Sam
tidig var det øverste kirketilsyn lidet gunstigt stemt for saa
indgribende forandringer, som «reformvennerne» krævede.
Baade statsraad Riddervold og statsraad Essendrop ønskede
helst, at bevægelsen skulde dø hen. Den bedste maade,
hvorpaa dette kunde opnaaes, var ved udsættelser. Og da
sagen var udsat tilstrækkelig længe, fremlagde kirkestyret paa
stortinget i 1869 et forslag, hvor saa lidet hensyn var taget
til lægfolket, at forslaget paa forhaand maatte ansees for
dødfødt.
Paa dette storting gav Johan Sverdrup greit og bestemt
udtryk for den opfatning, at staten ikke kunde taale en magt
i sin midte af den art, hvortil «reformvennerne» vilde gjore
kirken: «Der er grupper i samfundet, som maa indrømmes
566
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
