Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Th. Schirmer: Ibsens nationale betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
38 Samtiden. 1909
Ibsens nationale betydning,
truffet dette mistænksomme, steile, indesluttede væsen, dette
haarde skipperansigt, til at se noget fremmed i Ibsen. Der
borte paa Vestlandet er der mange av hans slag. Kunde det
da ikke være likesaa rimelig at betragte ham som et moderne
norsk vikingefænomen’? Og før man bestemte Ibsen som
europæeren, burde man vel vite, hvad norsk bondekultur,
aand og væsen var. Det kunde jo hænde, at han netop var
dette folks væsen i sin genialitet.
Heller ikke kan det anvendes som bevis for Ibsens
«modernitet», at han debaterte paa tidens maate og behandlet
dens problemer. Det som bestemmer en mand, er ikke
emnerne og teknikken, men den aand han ser alt i. Og
sætter man sig ind i den, blir den moderne Brandeske Ibsen
yderst tvilsom. For det første var han utenfor alt parti
væsen og dernæst for barbarisk, for vild, for fredløs, for livsbe
gjærlig til at bli sat ind som et led eller, om man vil, som
en kommanderende general i den moderne literatur. Som
aand er han tvertom et bruddets tegn med alt specifikt mo
derne. Og bruddets karakter peker paa at der er en intim
forbindelse mellem hans væsen og sjæleliv og det norske
folks. Det er da denne forbindelse som her vil bli forsøkt
tegnet og paavist.
Det som lokket folk til i Ibsen at se en europæer, var
det «moderne» snit i hans syn paa liv og individ. Man saa
i ham en bror av Nietzsche. Det tunge og mørke alvor blev
nok lagt merke til, og man fandt at dette for en del skyldtes
hans folk ; men var paa den anden side tilbøielig til at lægge
altfor meget av Schopenhauers pessimisme i det. Det var
da heller ikke om dette mørke i Ibsen, Brandes sa det var
Norges fattigstempel paa Ibsen. Det var bare en del av den
store, «frigjorte» Ibsen. Nei, det gale ved Ibsen var, at han
var litt pietistisk mager i benyttelsen av europæeren.
Alle disse spaltningsforsøk overfor det Ibsenske alvor
mener jeg er at voldta emnet. Hans alvor var helstøpt, som
nogen andens paa hans tid. Aarsaken til den altfor megen
tale om den frigjorte er vel Ibsens stadige behandling av livs
glæden, og med livsglæde mente man han sigtet til det
Kierkegaard kaldte «det æstetiske». Dette var rimelig, mente
man, især da Ibsen var godt kjendt med Kierkegaard. Det
har bare en væsentlig feil. Det forntsætter at Ibsen væsentlig
581
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
